Tredje Verdenskrig rykker nærmere – Sæt de kriminelle banker i fængsel!

af Helga Zepp-LaRouche
d. 22. juli 2012

Som det blev tydeligt med undersøgelserne af den kriminelle LIBOR-skandale i begyndelsen af juli, først og fremmest gennem amerikanske myndigheder, hvor gennemråddent det kollapsende, transatlantiske finanssystem er, var der i det britiske etablissement to principielt modsatte reaktioner. Den ene fraktion, som bl.a. Financial Times, Peter Hambro og Lord Myners udtalte sig til fordel for, trådte frem i offentligheden med den opfattelse, at kun en tilbagevenden til et opdelt banksystem, helt i traditionen efter Franklin D. Roosevelts Glass/Steagall-standard, ville kunne forhindre den totale nedstyrtning i finansielt og politisk kaos. Den anden fraktion, som bl.a. den britiske udenrigsminister, William Hague, tilhører, satser tydeligvis på at aflede tankerne fra det bankerotte finanssystems kriminelle og dramatiske tilstand gennem en konfrontation med Rusland og Kina og hellere risikere en militærkatastrofe end finde sig i de asiatiske staters opgang samtidig med, at den transatlantiske region går ned.

Når der sidste onsdag på én eneste dag fandt tre terrorhandlinger sted i hhv. Syrien, Bulgarien og den russiske republik Tatarstan, så drejer det sig ikke om tre separate hændelser, men er udtryk for et strategisk opgør i det anglo-amerikanske etablissement om, hvordan man skal reagere på finanssystemets desintegration.

Det er betegnende, at Obama-administrationen ikke engang fandt det nødvendigt at fordømme terrorangrebet, i hvilket den syriske forsvarsminister, sikkerhedschefen og to generaler mistede livet, eller kondolere den syriske regering. I stedet forsøgte den amerikanske FN-ambassadør Susan Rice, med støtte fra Storbritannien, Frankrig og Tyskland, at få vedtaget en resolution, der ville have muliggjort skærpede, økonomiske sanktioner og militæraktioner imod Syrien. Ruslands og Kinas veto i sikkerhedsrådet trak den røde streg op, hvis overskridelse direkte bringer en termonuklear konfrontation med disse to magter på dagsordenen.

Den britiske udenrigsminister, William Hague meddelte herefter, at man så netop uden om FN's sikkerhedsråd ville organisere forstærket "humanitær hjælp" og praktisk støtte til den syriske opposition. At denne opposition er blevet gennemført af libyske terrorister og al-Qaida-soldater og finansieres af Saudi-Arabien og Qatar, er for længst dokumenteret. Den russiske FN-ambassadør, Witali Tschurkin, gjorde herefter nar af, at denne form for "humanitære hjælp" via verdens største humanister, USA og Storbritannien, f.eks. under påberåbelse af ikke-eksisterende masseødelæggelsesvåben i Irak havde haft 150.000 døde civile og millioner af flygtninge, fordrevne og ødelæggelse af hele landet til følge.

På en tidligere sikkerhedskonference i St. Petersborg havde premierminister Medvedev tydeligt erklæret Putin-doktrinen, der består i det absolutte forsvar af den i FN-chartret fastslåede nationale suverænitets ukrænkelighed, og at militære interventioner under humanitære påskud ville kunne føre til angreb selv med atomvåben. Med dette sammenstød mellem den såkaldte Blair-doktrin, hvor man skal kunne intervenere militært over alt i verden, og Putin-dokrinen, bliver det, med hensyn til situationen i Syrien, tydeligt, at verden er en hårsbredde fra at være på randen af Tredje Verdenskrig, og hvor uforsvarligt de vestlige medier handler, der gentager den britiske krigspropaganda.

Efter angrebet på en bus i Bulgarien, i hvilket fem israelere blev dræbt, erklærede den israelske ministerpræsident Natanyahu omgående, at Iran var ansvarlig, og at Israel ville reagere med magt. Den tidligere CIA-agent, Poul Pillar, advarede den 19. juli i tidsskriftet National Interest om faren for, at Vesten, gennem en kombination af økonomisk krigsførelse, og den massive militære opmarch af amerikanske stridskræfter taget i betragtning, meget let ved en eventuelt af vanvare fremkaldt eskalation ville kunne blive trukket ind i en krig. Mordet på iranske videnskabsfolk ved israelsk mellemkomst repræsenterer allerede terrorisme i ordets værste betydning, og Natanyahus trusler må, i betragtning af hans intention om at forcere en konfrontation, tages alvorligt, ganske uanset hvem der slutteligt viser sig at være ansvarlig for terrorangrebet i Bulgarien.

Også ved den tredje terrorhandling, angrebet på højtstående islamiske gejstlige i Kasan i den russiske republik Tatarstan, fører sporene hen til personer, der trækker i trådene, i miljøet omkring den britiske krigsfraktion. Talerør for den russiske efterretningstjeneste gør organisationen Hizb ut-Tahrir, der propagerer for den ortodokse variant af saudisk Wahabi-Islam, og hvis hovedkvarter er i London, ansvarlig. Kilder i kredsen omkring den amerikanske generalstab, der afviser konfrontationsstrategien, advarer indtrængende om, at det tidspunkt, hvor den største fare for at blive trukket ind i en krig, man ikke kan standse, netop fremkommer og vedvarer i hele august måned, hvor Den amerikanske Kongres er på sommerferie, hvilket vil forhindre, at konsekvenserne af Libor-skandalen truer stadfæstelsen af Obama som præsidentkandidat på Det demokratiske Partis partikonvent. Af denne grund har den med Lyndon LaRouche forbundne aktionskomité i den kommende uge i hele USA i især i Washington forberedt en usædvanlig mobilisering for at udvirke en proces for afsættelse af præsident Obama og den omgående vedtagelse af Glass/Steagall-loven gennem Kongressen.

At det handler om intet mindre end USA's eksistens er også forskellige andre patriotiske kræfter klar over. En hel række offentlige anklagere, kongresmedlemmer og senatorer er fast besluttet på af afsløre det transatlantiske finanssystems systemiske kriminalitet, sådan som det nu, med LIBOR-skandalen og det enorme omfang af pengehvidvaskningen i forbindelse med den illegale narkohandel, har vist sig at være tilfældet med HSBC-banken.

Det strategiske opgør finder sted mellem de kræfter, der med en tilbagevende til Glass/Steagall-loven sluttelig ønsker at genetablere USA's karakter af republik i traditionen efter Den amerikanske Revolution, Alexander Hamilton, Lincoln og Roosevelt, og dem, der ærer Wall Streets interesser som en underafdeling af Det britiske Imperium som det højeste bud. Efter Roosevelts død havde disse kredse omgående forsøgt at ophæve de magtindskrænkninger, som Roosevelt havde gennemført over for Wall Street.

Hvis man vil nå til begyndelsen af LIBOR-skandalen, og dermed det største tilfælde af bedrag i finansmarkedernes historie, støder man på en artikel med titlen "Rethinking Glass/Steagall" (Overvejelser over Glass/Steagall), som Alan Greenspan allerede i 1984 som direktør for JP Morgan har forfattet, og i særdeleshed den rolle, som Greenspan og tidligere Paul Volcker har spillet i forsøget på at eliminere reguleringen af finansmarkederne bid for bid, hvilket slutteligt førte til ophævelsen af Glass/Steagall i 1999 og den fuldstændige afregulering af markederne. Manipulationen af rentesatsen som det skete i LIBOR, der indførtes i 1986, og sandsynligvis også i EURIBOR og det japanske TIBOR, foregik lige fra begyndelse uforstyrret af ethvert banktilsyn, og det må underkastes omfattende undersøgelser, hvordan det kunne komme til dette bedrag, hvor der er hundrede tusinder, om ikke millioner, af skadelidte.

Undersøgelsen af HSBC i Den amerikanske Kongres p.gr.a. hvidvaskning af penge fra de mexicanske narkokartellers fortjenester er ligeledes kun begyndelsen til afsløringen af en yderligere facet af en banksektor, for hvem lovbrud er blevet en vane. Allerede i slutningen af halvfjerdserne dokumenterede bogen Dope, Inc., at den årlige likviditetstilstrømning af narkopenge androg ca. 800 milliarder dollars. FN's tidligere antinarkotikaekspert, Antonio Maria Costa, og den øverste, russiske antinarkotika-kommissionær, Viktor Ivanov, understregede i de seneste uger gentagne gange, at hele det internationale finanssystem for længst ville være brudt sammen uden den massive likviditetstilførsel fra den illegale narkohandel. Den 21. juli skrev den britiske avis The Guardian, at de globale banker ikke var andet end narkokartellernes ydere af finansielle tjenester og citerede Costa for, at det internationale banksystems fire søjler skulle være de følgende: hvidvask af narkopenge, omgåelse af sanktioner, skatteunddragelse og våbenhandel. Politikerne gemte sig for muligheden for et seriøst, legalt angreb på denne kendsgerning af den simple grund, at summerne var for store ("too big to fail"), og at de selv ventede sig lukrative kontrakter som rådgivere efter deres politiske karriere. Den britiske regering har således lige fået en tidligere præsident for HSBC som handelsminister, netop i det øjeblik, hvor narkohvidvaskningsskandalen brød ud.

Det essentielle m.h.t. den mørke side af en tydeligvis gennemført kriminel finanssektor, der tydeligvis fuldstændig har mistet enhver retsfølelse, må være den omgående realisation af et opdelt banksystem som det første, uundgåelige skridt. På denne måde bliver også den imperiale fraktions magt, der satser på en militær konfrontation med Rusland og Kina, indskrænket.

At skabe den permanente redningsfond ESM under disse omstændigheder, og dermed et område uden lov og ret, hvor alle medarbejdere fra direktører til de laveste ansatte nyder livslang immunitet, og som uden banktilsyn må spekulere på de primære og sekundære markeder og ikke skal stå til regnskab for parlamenterne, ville være det samme som en frivillig opgivelse af nationerne og en indbydelse til denne verdens mafiaer på guldrandet brevpapir.