Katastrofen i Sydøstasien:
Den værste flodbølge i moderne tid
Verden behøver en ny retfærdig økonomisk verdensorden
Af Helga Zepp-LaRouche, international formand for Schiller Instituttet, den 29. december 2004.
Historiens største nødhjælpsoperation er nu indledt, og opgaverne, som skal løses, er gigantiske: Flere hundrede tusinde lig skal indsamles for at forhindre at sygdomme spreder sig og mangedobler antallet af ofre; der skal skaffes nødhjælp til mere end to millioner hjemløse, og 60.000 landsbyer med infrastruktur og landbrug skal genopbygges. Blot at reetablere status quo fra før flodbølgen vil kræve et flercifret milliardbeløb. Den tyske forbundskansler Gerhard Schröders forslag om et gældsmoratorium for Indonesien og Somalia er et skridt i den rigtige retning.
Men der behøves også noget mere grundlæggende, hvis en gentagelse af katastrofer af denne størrelsesorden skal undgås. Vi må skelne mellem de aspekter af naturkatastrofer, der ikke kan forhindres, og dem, der er resultatet af de seneste årtiers manglende udviklingsbistand. Før vor tids flodbølge blev historiens mest dramatiske tsunami angiveligt skabt, da vulkanen Thera, på øen der i dag kaldes Santorini, eksploderede i 1628 f. Kr. og udslettede hele den minoiske kultur. Derfor må vi regne med muligheden af, at der atter opstår tsunamier lige så store som den dengang, eller som den, vi netop har oplevet i Sydøstasien. Et varslingssystem for de truede områder er relativt simpelt at oprette og tilmed ikke specielt dyrt. En telefonopringning fra det amerikanske udenrigsministerium, som blev underrettet umiddelbart efter jordskælvet, til regeringerne i de lande, der var truet af tsunamien, havde heller ikke kostet meget. Hvad i alverden var det dog, der forhindrede den amerikanske regering i at dele denne information med de respektive regeringer? Det er nok et spørgsmål, der vil plage den øvrige verden i lang tid!
Men det afgørende punkt, hvor de ledende internationale finansielle institutioner har pådraget sig et massivt ansvar, er de seneste årtiers skandaløse mangel på udvikling. Opblomstringen af turismen i lande som Thailand, Sri Lanka og Seychellerne, som har skabt masser af profit for rejseindustrien og internationale hotelkæder, kan ikke skjule det faktum, at leveforholdene for »lokalbefolkningen« ikke er blevet meget bedre, og at landene ikke har oplevet en reel økonomisk udvikling. Snarere det modsatte, for disse »ferieparadiser« viste sig at være de rene dødsfælder for turisterne og mange af de såkaldte »indfødte«.
Faktum er, at under globaliseringen er en tredjedel af menneskeheden permanent underernæret, en milliard af disse er børn, der lever i ussel fattigdom. Hver dag dør 50.000 mennesker af sult og sygdomme, der kan kureres, og hele kontinenters eksistens er truet. Alt dette viser, hvor galt det står til med den nuværende verdensorden. Og den kan ikke retfærdiggøres blot fordi G7-landenes regeringer har bøjet sig for diktater fra et internationalt finansoligarki, der tjener tykt på globaliseringen, eller fordi en stor del af befolkningerne udviser en ufattelig moralsk ligegyldighed overfor fire milliarder menneskers fattigdom.
Omfanget af det moralske forfald træder tydeligt frem, når man sætter det i relief til den helt anderledes holdning, der dominerede i 1950'erne og 1960'erne. Dengang var det en alment accepteret tankegang, at udviklingsprogrammer så hurtigt som overhovedet muligt skulle eliminere ulandenes ufortjente underudvikling, der blev anset for at være et resultat af århundreders kolonivælde. I FN talte man om »udviklingsårtier«, inden for hvilke bestemte fremskridt skulle opnås, eksempelvis en øgning af levestandarden og middellevetiden. Og for pave Paul VI var underudviklingen så uudholdelig, at han i sin encyklika »Populorum Progressio«, en indtrængende appel til verdensbefolkningen, stemplede fattigdommen som et »råb til himlen om hævn«.
Men med det paradigmeskifte, der i løbet af 1960'erne omdannede samfundene i G7-landene fra producentsamfund til forbrugersamfund - væk fra produktionen af virkelige varer og i retning af spekulation og ren pengeøkonomi, væk fra det almene vel og hen imod et albue- og underholdningssamfund - forandredes også holdningen overfor den såkaldte »tredje verden«. Nu var det pludselig godt, at alting var så billigt dernede, og at de »indfødte« fik så dejligt lave lønninger, for så blev opholdet på et femstjernet hotel ved badestranden til at betale.
På mere end én måde har vores fantasiverden af et forbruger- og underholdningssamfund fået et virkelighedschok. Med vanlig kynisme stillede avisen Frankfurter Allgemeine Zeitung den 29. december spørgsmålet: »Hvad har en indisk fisker og en tysk turist til fælles? Normalt ingenting, men nu ligger de i samme massegrav...« Hvis vi i det hele taget skal kunne få en mening ud af denne frygtelige katastrofe i Sydøstasien, må det være at se den som et tegn fra Himlen om, at vi ikke i længden kan bryde skabelsens orden, ved at behandle størstedelen af menneskeheden som andenrangsmennesker, uden at det fremkalder nemesis.
Globaliseringen er netop nu i sidste fase af et systemsammenbrud. Dollarens frie fald er kun ét af mange symptomer. Når ledende »finanseksperter« i disse dage taler om »et Hiroshima for finanssystemet«, »dommedag«, »en kommende lavine«, og om »enden på systemet« - så burde de fleste forstå, at klokken er ved at falde i slag: Det store krak i 2005 er indledt.
Men der findes en løsning:
1. G7-landene må sammen med Rusland, Kina, Indien og andre lande i verden, gennemføre en total reorganisering af det håbløst bankerotte globale finanssystem, og erstatte det med et nyt Bretton Woods-system i Franklin D. Roosevelts tradition.
2. Ikke bare Indonesiens og Somalias gæld bør slettes, men hele udviklingssektorens - den kan alligevel ikke kan betales tilbage.
3. Spekulationen i derivater og valutaer, som ifølge den sidste rapport fra BIS har nået en volumen på 2.000 billioner dollars, må simpelt hen fjernes og forbydes gennem aftaler nationerne imellem. Faste valutakurser må genindføres for at forhindre spekulation mod valutaer og nationernes velfærd.
4. Ansvaret for skabelsen af nye kreditter til produktive investeringer må fjernes fra de såkaldt »uafhængige«, dvs. private, centralbanker, og underlægges suveræne regeringers kontrol.
5. En del af den nye Bretton Woods-aftale må være udstedelsen af omkring 2.000 milliarder dollars i nye produktive kreditter til G7-landene, med det formål at skabe fuld beskæftigelse gennem opbygningen af en Eurasisk Landbro, dvs. en fuld integration af infrastrukturen på hele det eurasiske kontinent.
6. I forbindelse med lanceringen af Den eurasiske Landbro som et lokomotiv for genopbygningen af verdensøkonomien, må der etableres aftaler om skabelsen af en »International Udviklingsbank«, som vil udstede mindst 500 milliarder euro i lån til øremærkede projekter, så en løsning på problemet med underudvikling af store dele af Asien, Afrika og Sydamerika også sættes i værk.
7. Lyndon LaRouche og hans internationale bevægelse har siden begyndelsen af 1970'erne udarbejdet en lang række konkrete udviklingsprogrammer for Afrika, Sydamerika, Stillehavsområdet, Indien, Sydvestasien og Eurasien. Hvis man tager dem under ét, kunne de danne et konkret grundlag for en ny og retfærdig økonomisk verdensorden - her og nu!
Kun hvis det indre af Afrika, Asien og Sydamerika udvikles til et anstændigt niveau, vil vi være i stand til at begrænse fremtidige naturkatastrofers ødelæggelser til et minimum.
Når du tænker på disse spørgsmål, som kommer til at bestemme fremtiden i det enogtyvende århundrede, så tænk ikke kun på dig selv. Tænk på det, du kan bidrage med, for at menneskeheden gør sig fortjent til at kalde sig menneskelig!
Gå med i vores bevægelse for en ny og retfærdig økonomisk verdensorden!