Fra Temahæfte nr. 1, maj 1995
En Genopbygning af den Globale Økonomi
Det følgende er en tale, som Lyndon LaRouche holdt på Schiller Instituttets konference om international udvikling i Washington den 30. November 1994.
Som I sikkert har bemærket, var der i november 1994 midtvejsvalg i USA, og for enhver, der ved en smule om, hvad der foregår bag kulisserne, må valgresultatet stå som aldeles grumset. Bag folk som blandt andre senator Phil Gramm ser vi nu i USA genoplivningen af noget, vi sidst så tydeligt i Europa, især i Tyskland, i 1920'erne og 30'erne.
Dr. Armin Mohler er veteran fra den periode. Han var tidligere schweizisk frivillig i Waffen SS. Nu bor han i München og har skrevet en ret berømt bog, i hvilken han både praler af sit forsøg på at distancere sig fra Hitler, og samtidig praler om alt det, han var med i. Det er det samme, som Newt Gingrich i dag er så stolt af at være en del af. Det blev kaldt den "Konservative Revolution". Nazisterne i Tyskland var selvfølgelig en del af den "Konservative Revolution", men nazisterne var kun én ud af ca. 100 organisationer i Europa i den periode, der alle tilhørte kategorien den "Konservative Revolution". En langt mere præcis betegnelse end den løse fællesbetegnelse "fascister".
En gren af den Konservative Revolution blev i slutningen af 2. Verdenskrig reorganiseret i Schweiz under ledelse af Winston Churchill. Organisationen blev kaldt Mont Pelerin Society, og dens leder var, indtil hans død i 1992, en fascist ved navn Friedrich von Hayek. Han var manden, der forvekslede ordene "fascisme" med frihed og "frihandel" med velstand.
Det karakteristiske træk ved den Konservative Revolution, der i lang tid har været et problem i dele af USA, er fascisme. Milton Friedman er et eksempel på en fascist i den Konservative Revolutions betydning.
Årsagen til det fascistiske stemmetal (uden på nogen måde at antyde, at alle republikanere er fascister) var dog den kendsgerning, at USA, som det meste af verden, netop nu gennemlever det samme som Tyskland oplevede i 1920'erne. I modsætning til Tyskland i 20'erne har vi egentlig ikke tabt nogle krige i den senere tid. Vi har måske været i krig nogle gange, hvor vi ikke skulle have været det, men vi har ikke tabt nogen. Vi er ikke under "besættelse" af andre end briterne og FN. Men en voksende procentdel af befolkningen i USA er økonomisk, kulturelt og socialt demoraliseret og rasende af de samme årsager, som spredte afmagt og raseri i Centraleuropa og i Frankrig i 1920'erne og 30'erne.
Under disse omstændigheder tror jeg, at man vil se en midlertidig opblussen af en fascistisk organisation anført af Newt Gingrich, kongressens nye talsmand eller "skrighals". Alt dette understreger kun det faktum, at vi er i en krise.
Regeringer er på det seneste holdt op med at fungere. De fleste regeringer i Europa og Nordamerika er fiaskoer. Sovjetunionens og Warszawapagtens sammenbrud fra 1989 til 1991 var blot den kommunistiske del af et globalt sammenbrud i de systemer, der blev opbygget i efterkrigsperioden; i særdeleshed de nye institutioner, som dukkede op mellem 1964 og 1968 i USA og Vesteuropa.
Alle de gældende læresætninger for politik slår nu konsekvent fejl. Politikerne siger: "Vores politik skal forbedres, så den kommer i overensstemmelse med vore grundholdninger. Hvis frihandel slår fejl, må vi have en kraftigere dosis af frihandel, selv hvis det slår os ihjel". Faktisk er den politik, som folk tror er kuren til eller behandlingen af vore kvaler, i virkeligheden den politik, der netop nu ødelægger os. Det er ligesom ham, der stadig insisterer på at tage samme vej til arbejde hver eneste dag, selv om broen er styrtet sammen.
Hermed har vi et fingerpeg om naturen af den krise, som rammer hele jorden, dog især de dele af planeten, der anses for at være dominerende eller mest magtfulde, inklusive USA. Man kunne sige, at problemet med den politiske proces i USA er, at tænketankene og politikerne, med ganske få undtagelser, ikke har den fjerneste idé om, hvad det er, der egentlig foregår. Alt, hvad de gør, vil, på grund af deres uvidenhed og deres vildledte forestillinger, vise sig at være en forfærdelig fejltagelse. Og vælgerne, der var meget vrede, stemte egentlig ikke for typer som Gingrich; de stemte imod enhver, der var ved magten, i rent raseri, frustration og håbløshed.
Afslutningen på en periode i civilisationens historie
Det kan virke en smule kompliceret, når man skal beskrive det, der rent faktisk foregår, men jeg håber, at jeg kan gøre det nogenlunde forståeligt. Vi er midt i afslutningen på en dynastisk periode i den moderne vesteuropæiske civilisations historie. En civilisation, der takket være sin styrke er blevet en global civilisation. Siden dens frembrud i perioden fra ca. 1440 til omkring 1660 e.Kr. har alle dele af verden i større eller mindre grad tilpasset sig den vesteuropæiske civilisation. Det er denne civilisation, denne dominerende civilisation, som er i gang med at bryde sammen.
I oldtiden og i middelalderen talte man, især i Asien, om dynastiske perioder. Vi husker Kinas dynastier, dynastierne i det Fjerne Østen, Mesopotamiens dynastier, Kanaaens dynastier, Ægyptens dynastier, og Romerrigets dynasti, der forøvrigt var den asiatiske model.
Vi studerer naturligvis disse dynastiske perioders opståen og fald eller nedgang. Vi er nu kommet til slutningen på en dynastisk periode, der faktisk er godt og vel 500 år gammel. Perioden begyndte med et sammenbrud af den tidligere europæiske samfundsform; et sammenbrud, der officielt fandt sted omkring 1350 e.Kr., da det eksisterende finans- og banksystem brød sammen. Systemet havde udviklet en kæmpe gældsboble, der i nogen grad ligner den verdensomspændende spekulationsboble, vi har i dag.
Da kongen af England opdagede, at han ved fortsat at betale afdrag på en ågergæld gjorde sig skyldig i at forlede sine kreditorer til at drive syndigt åger, besluttede han sig til at forsøge at redde sine kreditorers sjæle ved at nægte at anerkende den syndfulde gæld. Det forårsagede et sammenbrud af de to førende bankhuse i Europa på den tid, Bardi og Peruzzi, og hele det europæiske banksystem brød umiddelbart sammen. Det gik rent faktisk i opløsning.
Vi står nu overfor noget tilsvarende. Fra omkring 1964-68 blev opløsningen af vor civilisation tydelig. De, som kender til udviklingslandenes erfaringer, må indrømme, at i midten af 1950'erne og frem til mordet på John F. Kennedy var FN's og de ledende nationers politik, i det mindste på papiret, den samme som præsident Franklin Roosevelts under 2. Verdenskrig.
Roosevelts politik gik ud på, at udviklingslandene skulle befries fra britisk slaveri og andre former for imperialisme og kolonialisme, og at disse nationer havde retten til at udvikle sig. De havde retten til at anskaffe sig den teknologi, der kunne dække deres behov, samt retten til ligebehandling i fællesskabet af suveræne nationalstater.
Churchill satte sig voldsomt imod denne politik, og det passede ham glimrende, at Roosevelt døde i 1945, og at det var Harry Truman, der blev præsident; en mand, der var langt mere modtagelig for Londons ideer.
Truman forrådte i realiteten sin forgænger Roosevelts politik og gav efter for Churchill. Men på trods heraf, kan undertegnede, som én af de veteraner, der kom tilbage fra Indien og Burma i slutningen af krigen, bekræfte, at de fleste af os, der vendte hjem - især de, der havde været i Asien eller Europa - forstod ud fra forholdene og undertrykkelsen af folkeslagene i Asien, at hvis ikke vi fik løst det problem og fik skabt økonomisk og almen retfærdighed for folkene i disse undertrykte områder, så ville vi blot gå fra én krig til at lægge kimen til den næste.
Dette var den almindelige holdning blandt os hjemvendte veteraner, der fik politisk magt og indflydelse i USA omkring den tid, da Kennedy blev præsident. Og vi gik ind for økonomisk retfærdighed overfor udviklingssektoren, ligesom vi generelt støttede de ideer, som Kennedy stod for, hvad enten vi var enige i hans ægteskabelige adfærd eller ej. Manden repræsenterede vores generation. Borgerrettighedslovgivningen i USA var ikke blot et produkt af borgerrettighedsbevægelsen, anført af store personligheder som Martin Luther King. Borgerrettighedsbevægelsens succes skyldtes ikke kun afro-amerikanernes kamp, for afro-amerikanere havde tidligere kæmpet for frihed i USA i over to århundreder. Årsagen var, at de dygtigt ledede afro-amerikanere fandt et modtageligt lederskab i de hjemvendte veteraner fra 2. Verdenskrig. De var nu kommet til magten, og de var sympatisk indstillet overfor afro-amerikanernes sag. Så i 1950'erne og begyndelsen af 60'erne blev det anset for helt rimeligt, at folk i U-landene skulle have ret til national suverænitet og adgang til teknologi for at opnå værdighed og for at skabe et fællesskab af suveræne nationalstater på denne klode, som ville være forhåndsbetingelsen for fred.
Dette kom til udtryk i FN's "Første Udviklingsårti". Denne politiks sidste krampetrækninger så man i midten af 1960'erne, da FN's daværende generalsekretær U Thant udsendte et forslag til det "Andet Udviklingsårti". Det var sidste gang, at nogen officielt i FN, eller på regeringsplan i en større nation, seriøst foreslog, at de industrialiserede lande skulle gøre det til en mission at bringe U-landene op på lige fod med jordens andre nationer, gennem fri adgang til teknologi, videnskab og udvikling.
Renæssancens foranstaltninger
Fra 1964 til 1968, tiden med alle protesterne imod Vietnamkrigen og lignende begivenheder, skete der en ændring. Denne civilisation, hvis styrke lå i institutioner, der blev opbygget under renæssancen omkring 1440, havde skabt tre helt nye institutioner, der forandrede kloden. Den første var idéen om en suveræn nationalstat, bygget på lov. Ikke en nation styret som en stamme; ikke en nation regeret af en herskende familie; ikke grupper af mennesker under herredømme af herskende grupperinger; men at folket, en nations folk, kollektivt opretter en nationalstat, bygget på lov, i henhold til principper for lov og i overensstemmelse med et fælles kultiveret sprog. For har man ikke et dannet sprog, kan man ikke formidle vigtige ideer, og hvis man ikke kan formidle vigtige ideer i et fælles sprog, kan man ikke drøfte vigtige spørgsmål. Og hvis man ikke kan drøfte vigtige spørgsmål, kan man ikke lede sig selv, man kan ikke effektivt deltage i det at regere. Man kan stemme for det ene og det andet, men man kan ikke grundigt drøfte den politik, som eksistensen af ens nation er afhængig af.
Den anden ting, ud over dannelsen af nationalstaten, var etableringen af moderne videnskab. Moderne videnskab begyndte faktisk i det 15. århundrede, selv om dens rødder går langt tilbage og omfatter f.eks. Platon og Akademiet i Athen omkring 400-200 f.Kr. I store træk blev den moderne videnskab grundlagt i en bog med titlen De Docta Ignorantia, "Om den lærde Uvidenhed", skrevet af en af mændene bag kirkemødet i Firenze, Nikolaus Cusanus. I den bog blev principperne for den moderne videnskabelige metode opstillet.
Cusanus og de andre, der grundlagde den moderne videnskab, fastslog også, at nationalstaten har en forpligtelse til at forbedre forholdene for menneskeheden, og opløfte den både som individ og familie, ved at fremme og realisere videnskabeligt og teknologisk fremskridt. Det var på dette grundlag, at figur 1 blev muliggjort.
Før år 1440 e.Kr. og i de omkring to millioner år, som menneskeheden har eksisteret på denne planet, har befolkningstallet aldrig oversteget nogle hundreder millioner individer. Det vil sige, at klodens potentielle befolkningstæthed var begrænset til nogle hundreder millioner, både af naturlige forhold og af menneskehedens manglende evne til at gøre tilstrækkelige fremskridt.
Hvad værre var, indtil den europæiske renæssance var menneskehedens forhold overalt på kloden stort set bestialske. Mere end 95% af befolkningen levede under trældom, slaveri eller lignende brutale forhold. Det enkelte menneske kunne ikke læse eller skrive, kunne knapt nok overleve, og blev udsat for alskens grusomheder, straffe og misbrug. Selve udviklingen af menneskeheden væk fra en sådan forråelse af hovedparten af befolkningen var det gavnlige resultat af oprettelsen af nationalstaten. Igangsættelsen af videnskabelig og kulturel udvikling og iværksættelsen af teknologisk og videnskabeligt fremskridt blev anvendt til både at øge den produktive arbejdskraft og til at ændre samfundets og familiens forhold til det bedre. Samtidig forpligtede samfundet sig til at prøve at løse livets materielle problemer ved at finde de teknologier, der kunne hjælpe mennesket til at bekæmpe sygdomme og hungersnød, og til at øge klodens potentielle befolkningstæthed (se figur 1).
Vi kunne faktisk, hvis vi havde anvendt al den videnskabelige viden, som vi havde opnået omkring 1968-69, snildt have opretholdt 25 mia. mennesker på samme levestandard, som en såkaldt typisk amerikaner nød godt af i de år. Vi har midlerne.
Oligarki contra fremskridt
Og det er ikke engang grænsen. Der er ingen grænse for, hvad vi kan opnå med hensyn til videnskabeligt fremskridt, hvis bare vi koncentrerer os om det. Men i 1964-68 skete der et såkaldt "kulturelt paradigmeskifte", eller en ændring af værdinormerne. Denne ændring af de kulturelle værdinormer udsprang fra det britiske monarki gennem en institution under prins Philips ledelse, der i dag hedder Verdensnaturfonden. Organisationen bliver støttet af og er et instrument for den mest magtfulde oligarkiske samling i verden i dag, som almindeligvis bliver kaldt The Club of Isles, "Øernes Klub". I Øernes Klub er de rigeste og mægtigste familier i verden samlet omkring det britiske monarki.
Selve monarkiet er meget rigt, ufatteligt rigt, primært fra gement tyveri. Det skete i det 19. og 20. århundrede. Men kræfterne bag monarkiet, der kan dræbe og udskifte monarker, er et oligarki, som blandt andre omfatter opiumshandlerne i Kina fra det 19. århundrede.
De besluttede, at tiden var inde til at standse videnskabeligt og teknologisk fremskridt; at stoppe de tidligere kolonilandes, de såkaldte U-landes, ønske om lighed med hensyn til udvikling. De brugte de afrikanske lande syd for Sahara som et forsøgslaboratorium i folkemord, og det er ingen overdrivelse.
De introducerede ungdommen i 1960'erne og 1970'erne til en fordummende proces. De studerende, der blev uddannet på universiteterne efter 1968, var mindre intelligente end de tidligere. Ikke af biologiske årsager, men af uddannelsesmæssige og kulturelle årsager. De studerende, der kom fra gymnasierne og universiteterne i Europa og USA i 1980'erne, er (med få undtagelser, selvfølgelig) langt ringere i enhver forstand end dem, der tog eksaminer på gymnasier og universiteter i 1960'erne.
Udviklingen af den såkaldte Tredje Verden blev, som et resultat af den såkaldte miljø- eller efter-industrielle politik, ikke bare standset. Udviklingssektoren blev udplyndret. Den blev nægtet adgang til teknologi og udplyndret med lave råstofpriser. Det var i slutningen af 1960'erne.
Hvis man måler produktivitet og forbrug mht. materielt forbrug, inkl. uddannelse, sundhedsvæsen, videnskab og lignende serviceydelser. Hvis man måler dette per person i arbejdsstyrken, per familie og per kvadratkilometer, så er planetens økonomiske tilstand som helhed blevet forværret over de sidste 25 år.
Det vil sige, at arbejdsstyrkens produktivitet målt i faktiske produkter og ydelser, ikke i priser, er faldet. USA er ved at forfalde. Ved indgangen til 80'erne var USA ikke længere i stand til at iværksætte en Apollo-månelanding. Vi kunne ikke have gjort det. Ved begyndelsen af 80'erne havde vi allerede lukket hele sektorer af vor industri, og stoppet produktionen af teknologier, der ville have været nødvendige for en vellykket månelanding. I dag er vi langt værre stillet.
Over hele verden er grundlæggende industri nedlagt eller ødelagt, og det reelle forbrug per person, per familie og per kvadratkilometer er skrumpet betydeligt. Vores infrastruktur, vore jernbaner, vore flod- og kanalsystemer, vore kloaksystemer er forfaldet, og der er ingen vedligeholdelse. Vore kommuner er blevet rene slumkvarterer. Det ses tydeligt i USA, og det er også tilfældet andre steder i verden.
Vi har nået grænsen for vores evne til at kontrollere resistente bakterier ved hjælp af antibiotika og vacciner, og alligevel har vi skåret ned på den medicinske forskning. Hvad lægerne i USA udsættes for, er kriminelt. På grund af udviklingen over de sidste 15-17 år har en amerikansk læge juridisk set ikke længere lov til at følge sin samvittighed i behandlingen af sine patienter. Det har forsikringsselskaberne overtaget ved hjælp af regler om fejlbehandling osv.
I store træk er kvaliteten af den nuværende offentlige sundhedspleje langt ringere end tidligere, hovedsageligt fordi regeringen og andre nævenyttige instanser, med fejlbehandlingsreglerne i hånden, har fjernet lægens ret til at udøve lægekunst.
Eftersom den andel af befolkningen, der er produktivt beskæftigede, er reduceret til under 20% af arbejdsstyrken, sammenlignet med 60% i slutningen af 2. Verdenskrig, er der rent faktisk færre og færre mennesker, der skaber velstand. Stadig flere mennesker er simpelthen parasitter, hvis beskæftigelse ikke bidrager til samfundets velstand. Det gælder f.eks. New Yorks finansspekulanter. Hvem har brug for dem? De sidder og leger med deres computere og kaosteorier med henblik på at spekulerere og udplyndre pensionsfonde; for at plyndre skolebudgetter gennem privatiseringer, og for at arrangere fjendtlige overtagelser af industrivirksomheder for at tømme dem for værdier.
Forholdene i de fleste U-lande er ubeskrivelige. Epidemier spreder sig. Vi står overfor et biologisk holocaust, der kan sammenlignes med det, der i midten af det 14. århundrede reducerede Europas befolkning til det halve af, hvad den havde været i midten af det 13. århundrede.
Sult og sygdomme ødelægger verdens befolkninger. Hvad der sker i Afrika gennem sult, sygdomme og Verdensnaturfondens og lignende organisationers aktiviteter, er en langt værre forbrydelse end det, Hitler blev berygtet for i Østeuropa. Det foregår her og nu. Vi står overfor en situation i Afrika, hvor hele nationer er ved at blive fjernet fra det politiske kort, hovedsagelig som den biologiske konsekvens af den politik, der er blevet praktiseret i de sidste 25-35 år. Det er menneskehedens tilstand.
Gældssvindelen
I begyndelsen af 1970'erne blev der taget yderligere et skridt. Den amerikanske dollar brød sammen i foråret og sommeren '71, da nogle svindlere rådede præsident Richard Nixon til at gøre noget meget dumt - fra deres standpunkt var det knapt så dumt - nemlig at ødelægge de sidste rester af et guldbaseret fastkurssystem for de vestlige valutaer og i stedet indføre et såkaldt flydende valutakurssystem.
Virkningerne af det flydende valutakurssystem var mangfoldige, og de blev værre og værre. Man fik skabt en ufortjent gæld i U-landene og andre lande, til glæde for spekulanterne på markedet i London. Hvordan skete det?
Under det flydende valutakurssystem kan man gennem markedsmanipulation vilkårligt reducere f.eks. Brasiliens valuta til en kurs langt under dens reelle værdi målt i købekraft. Når man har gjort det, kommer den Internationale Valutafond og andre institutioner og siger til brasilianerne: "I må devaluere jeres valuta". Brasilianerne siger: "Fint, men det betyder, at I må give os højere priser for vore varer, så de svarer til værdien på verdensmarkedet ved de nuværende kurser". "Næh, nej! Prisen på jeres varer vil være den samme som før. Nu skal I bare give os flere af de samme varer for at betale af på gælden". "Jamen, det har vi ikke råd til".
Hele denne proces begyndte i midten af 1970'erne, da London med Henry Kissingers hjælp iscenesatte den såkaldte "olieprissvindel". U-landene havde ikke længere råd til at betale de opskruede priser, så de måtte låne. Man devaluerede deres valutaer og udskrev rene bogføringslån, hvor landene blev tilskrevet kreditter, de aldrig så skyggen af.
Det var på den måde, at Syd- og Centralamerika kunne tilbagebetale hele den gæld, de havde i begyndelsen af 1970'erne, og alligevel stå tilbage med en gæld, der var langt større end den oprindelige. Det var også tilfældet for Afrika og Asien, og det gjaldt også for industrialiserede lande som f.eks. USA.
Gældsbetalinger, der er skabt under et flydende valutakurssystem, fortærer den reelle produktion. Hvis man betragter den amerikanske og de europæiske økonomier fra et fysisk standpunkt - dvs. udtrykt i fysisk forbrug, som mål for produktivitet per indbygger - så drives økonomierne i Nordamerika og Vesteuropa faktisk med underskud, med tab. Det vil sige, at de under driften forbruger mere, end de producerer. Disse lande lever kun af at udplyndre hinanden, ved at plyndre gamle værdier eller ved at udplyndre den såkaldte Tredje Verden.
Fra 1982 begyndte det flydende valutakurssystem at skabe en kæmpemæssig boble, en spekulativ finansboble. Den havde og har stadig samme karakter som den boble, der i midten af det 17. århundrede forårsagede sammenbruddet af det europæiske banksystem i Holland, eller som "Mississippiboblen" eller "South Sea Island-boblen", de såkaldte "John Lawbobler" i England og Frankrig i starten af det 18. århundrede.
Vi befinder os nu i en situation med følgende kendetegn: På finansmarkederne i London og andre steder omsættes der dagligt for omkring én billion dollars, af hvilke under 2% stammer fra reel varehandel. 98% af transaktionerne er rent spekulative, og de pumper bare mere luft i boblen. USA's regering accepterer at skulle betale til det Føderale Banksystem, som fortsætter med at skabe fiktiv kapital for at fodre disse bobler. Resultatet bliver, at den reelle økonomi, altså den, der producerer maskinværktøj, fødevarer, tøj, huse osv., drænes gennem nedskæringer og økonomiske stramninger, mens likvid kapital overføres til at opretholde boblen. Det, der sker, er, at man anvender de moderne finansielle gearingsinstrumenter imod den økonomiske strøm, der skaber reel velstand. Boblen bliver større, mens økonomierne bliver mindre. Økonomier svinder ind, fordi de fysisk set drives med tab, da de drænes for at betale til boblen.
Det er ligesom en person, der har kræft, hvor kræften vokser ved at fortære ham. På et tidspunkt bliver kræften større end patienten, og med mindre kræften på anden vis kan fodres i samme omfang, vil den og patienten dø. Det er situationen for verdensøkonomien under de nuværende omstændigheder.
Vi står med garanti overfor et snarligt sammenbrud af det globale finans- og valutasystem. Det er højst sandsynligt, at dette system vil høre op indenfor to år, omkring tidspunktet for det næste præsidentvalg i USA. Det kunne bryde sammen på et hvilket som helst tidspunkt. Det kan muligvis forsinkes lidt. Det er et politisk spørgsmål. Men sandsynligvis eksploderer det inden det amerikanske valg i 1996.
Intet kan redde det nuværende globale finans- og valutasystem. Det har ingen værdier. Det er allerede fallit. Hvis man prøver at redde det, er det ligesom manden, som begynder at svindle for at holde gang i sit firma. Han er allerede fallit, og han gør det blot værre, hvis han ikke erkender det. Det er den situation, vi befinder os i.
Konkurs eller kaos
Det intelligente, rationelle skridt ville være, at suveræne regeringer levede op til deres ansvar og overgav nationalbankerne, banksystemet og de finansielle markeder til konkursbehandling under regeringskontrol. Dette ville forhindre kaos på samme måde, som en almindelig konkursbehandling af en fallit virksomhed, er en måde at afværge eller mindske det sociale kaos og uro, der følger med en fallit, hvad enten virksomheden reddes eller ej. Det værste, man kan gøre under en fallit, er at lade den fortsætte. Det skaber kaos. En konkurs er en måde at stabilisere en dårlig situation.
Hvis ikke det gøres, vil man få et sammenbrud i form af en kædereaktion, med sin egen omvendte gearingsmekanisme, hvor folk den ene dag går ud og handler i sikker forvisning om, at alt er ved det gamle, og to dage senere er alle verdens finansielle institutioner gået i opløsning i et bundløst økonomisk sammenbrud.
Så, enten går vi konkurs på en regulær måde, eller også får vi kaos. Og kommer der et kaos uden en løsning i sigte, vil verden kastes ned i en ny sort middelalder.
Historisk set har der, hver gang et dynasti eller en kultur er gået til grunde, været en periode på nogle årtier eller et århundrede, hvor befolkningen er blevet kastet ind i en ny Sort Middelalder, som f.eks. i Vesteuropa efter Romerrigets fald. Det skete igen i det 14. århundrede, da banksystemet brød sammen. I løbet af knap 100 år døde næsten halvdelen af Europas befolkning, heraf ca. 30% af den byldepest, som det økonomiske sammenbrud lagde grunden til.
Hvis vi lader kaos sprede sig, ender vi i en ny Sort Middelalder, der kan vare et godt stykke ind i næste århundrede. Spørgsmålet er derfor: Hvad gør vi ved krisen? Hvad skal der til, for at få os til at erkende, at systemet er fallit; at vi er ved slutningen af et dynasti; at de gamle kneb ikke længere duer; at turen er slut; at skibet synker? Klynger man sig til skroget, ender man med at drukne. Vi bliver nødt til at skaffe et nyt skib, og det er, hvad politik drejer sig om, i tiden der kommer.
Mennesket i "Guds billede"
Efter min mening skal vi i gang med at formulere et overordnet program for en økonomisk genopbygning af hele kloden. Det er det, jeg vil koncentrere mig om. Lad mig dog først knytte et par kommentarer til andre emner, før vi vender tilbage til genopbygningsprogrammet.
Lad os først se nærmere på de principper, der lå bag den Gyldne Renæssance. Som tidligere nævnt, blev 90-95% af befolkningen i hver eneste af oldtidens kulturer i realiteten behandlet som dyr, trækdyr med et liv på landet.
Hvad er og var en bonde i en oligarks øjne? Han er et lille dyr, der går ud og gøder stengrunden og dyrker afgrøder. 95% af befolkningen er bønder eller lignende. De avler fødevarer. De lever under elendige forhold. Men de skaffer den mad, på baggrund af hvilken, en lille del af befolkningen med deres arbejde opretholder en kultur.
På toppen har man altså en meget lille gruppe, et oligarki - et fåmandsvælde. Under dem har man folk, der hjælper til med at administrere samfundet: Militærfolk, bureaukrater, lakajer m.m. Under dem har man så 95% af befolkningen, der er undertrykte og brutaliserede.
Det er her, den europæiske renæssance i det 15. århundrede er så vigtig for os i dag. Hvad var det nemlig, der skete dengang i år 1440 e.Kr., der pludseligt forårsagede en eksponentiel stigning i befolkningstallet, som ellers havde stagneret med nogle hundreder millioner mennesker? Hvad fik væksten til, på trods af alle problemer og trængsler, at brede sig ud over hele Europa, med det resultat, at denne kultur blev beundret, tilstræbt og forsøgt tillempet, med mere eller mindre held, af størstedelen af kloden?
Princippet var meget enkelt; særdeles kompliceret, men begrebsmæssigt meget enkelt. Man finder det, hvis man læser om begyndelsen af denne epoke. Man finder det også, hvis man læser den berømte og lærte hebræer Filon af Alexandria, der forøvrigt også var bankmand. Han skrev en række værker, der inkluderer en gennemgang af Moses' skabelsesberetning.
Filon siger klart og korrekt, at da mennesket i modsætning til dyrene har åndsevner, der afspejler Guds egen åndelige formåen, må det være skabt i Guds billede, som det også udtrykkes i skabelsesberetningen i 1. Mosebog. Der er ikke kun tale om en intellektuel evne til at betragte, men en åndsevne til at skabe nye ting, virkeligt nye ting. Ikke blot ideer i form af samtaler og meninger, men en evne til at tage disse ideer og gøre dem til virkelighed, underlægge naturen og skabe en brugbar forbedret natur, der aldrig har eksisteret før. Det er sådan, mennesket har udviklet sig.
Hvis mennesket havde været et dyr uden disse åndsevner, ville antallet af mennesker på denne klode aldrig have oversteget nogle hundreder millioner individer. Uden disse evner, er menneskets biologiske potentiale for befolkningstilvækst ikke større end bavianers eller chimpansers. Vore livsvilkår og vores befolknings størrelse ville derfor uden denne formåen aldrig have oversteget de højerestående abers.
Vi ved og kan bevise historisk, at hvert enkelt menneske, hvor som helst på denne klode, har denne bemærkelsesværdige skabende kraft, som intet dyr har. Gennem kreativitet forsøger menneskets forstand at efterligne Guds forstand. Den forsøger gennem sine skabende evner, at fremkalde nye ting til fysisk eksistens og skabe helt nye tilstande for materien, som aldrig har eksisteret før. Det er det, der gør mennesket specielt og helligt.
Det var det, Filon og de første kristne lærte fra sig. Apostlene Paulus og Peter påtog sig en kristen mission blandt slaverne i Romerriget og prædikede, at alle mennesker, i kraft af at være skabt i Guds billede, er lige overfor Gud. Derfor kunne man ikke længere have en kategorisk opdeling af samfundet i herskere, lakajer og slaver - alle mennesker er lige.
Derfor er den rigtige adfærd blandt mennesker, at hver enkelt ser ind i øjnene på sin næste og erkender, at bag de øjne ligger den bemærkelsesværdige kvalitet, der former den person i Guds billede. Det var denne kristne idé, denne augustinske kristne idé, der rodfæstede sig i Vesteuropa. Men indtil år 1440 blev den imidlertid aldrig ført ud i praksis som grundlag for statskunst og regering.
Introduktionen af ideen om videnskab og nationalstaten, som værende forpligtet til videnskabeligt fremskridt til gavn for enhver person og familie, var en ny idé - nationalstaten med ansvar for alle.
Læs f.eks. indledningen til den amerikanske forfatning. Den vigtigste del af forfatningen er faktisk indledningen: "at sikre disse goder for os selv og vore efterkommere" - paragraffen om almen velfærd. Hvad er individets funktion? Vort liv er kort. Det kan nogle gange virke langt for et barn, men når man, som nogle af os, bliver ældre, bliver livet kortere og kortere. Tiden flyver. Hvad er meningen med livet? Det er de bidrag, som man gennem familie og samfund yder til eftertiden. Dette bliver, som jeg sagde, nogle gange kaldt den almene velfærd. Det betyder ikke, at alle skal på socialhjælp. Det betyder, at vi bekymrer os om samfundets velfærd. New Age-ideologien ville i princippet sætte alle på socialhjælp for derefter at sulte dem til døde.
Ideen om velfærd blev realiseret med ideen om nationalstaten. Desuden har enhver nation, ifølge Cusanus, ret til at få del i de andre nationers videnskabelige opdagelser. Det er menneskehedens princip. Og det er, hvad der gav den vesteuropæiske civilisation sin store styrke.
Desværre var det ikke helt så enkelt. Det venetianske oligarki, der havde regeret det gamle feudale, imperialistiske samfund, og de folk, der i det hele taget repræsenterede det, renæssancen forsøgte at omstyrte, protesterede imod at skulle opgive deres magt.
Overalt på kloden finder man som bekendt mennesker, der faktisk mener, at man skal bevare et system, i hvilket 90, 80 eller 60% af befolkningen er undersåtter, en underklasse. Der er folk, som mener, at det er deres helt naturlige ret at nyde luksus og dovenskab på bekostning af fattige folks hårde og nedslidende arbejde.
Det er striden i Kina. Det er striden i Indien. Det er kampen overalt i verden: At realisere et samfund, i hvilket ethvert individ fra fødslen bliver værdsat som ligeværdigt.
De kredse, der var imod, kæmpede hårdt og længe. De kræfter, der modsatte sig renæssancen, der ønskede at eliminere nationalstaten som institution og ønskede at skabe en imperialistisk verdensregering, har desværre opnået den største finansielle magt. Det er vores problem i dag.
Vi har, som man kan se det i Verdensnaturfonden og Øernes Klub, ikke haft held til at befri menneskeheden fra et herskesygt oligarki. Vi fik ikke frigjort os. Om end den amerikanske revolution var en delvis succes, indtil man igen begyndte at beundre alt, der var britisk.
Heri består vores forbrydelse. Vi har ikke vundet striden mellem oligarkiet og det Gode, altså tilskyndelsen til at udvikle menneskeheden. Den tilskyndelse, der var afspejlet i min generation og vor støtte til FN's idé om et Udviklingsårti.
Derimod har de modsatte kredse vist sig at være politisk stærkere, til dels fordi almindelige mennesker ikke ved, hvad der er i deres egen interesse. Og nogle af disse almindelige mennesker stemte på en facist ved de seneste valg i USA. Pensionister, der stemte for Newt Gingrich, er, med mindre de er meget rige, i færd med at begå selvmord.
Problemet er, at vi ikke har institutioner, der effektivt kan mobilisere den jævne mand til at forstå hans sande egeninteresse. Og det problem vokser, når man ikke får en ordentlig uddannelse i skolerne. De fleste mennesker, man møder på gaden, er dybest set rigtigt gode mennesker, bare så dårligt uddannet og så dårligt informeret. De ved ingenting. Deres tankegang er ikke blevet udviklet, og de mangler evnen til at forstå deres egne problemer.
De af os, som faktisk ved noget, har et ansvar for at handle til gavn for andre og til gavn for deres børn og børnebørn. Det er vel kun få, som virkeligt er indstillet på det. De fleste af os bliver på et eller andet tidspunkt lige så optaget af vores egen mave som Sancho Panza, og så kan vi kan ikke engang regere os selv. Her kan højere lidenskaber ikke gribe og fastholde os. Men de, der glædes ved at gøre godt, ser tilbage på historiens mange tusinde år. De værdsætter derfor de store gaver, som den vesteuropæiske civilisation, i form af renæssancen og dens nye institutioner, har bragt menneskeheden.
Kender man den glæde, vil man også deltage i og forsøge at fortsætte processen. Det gør man ved at genleve historien på en måde, der passer til nutiden, og det er her, at vi finder den største glæde.
Jeg er nu 72 år og lever sikkert ikke meget længere. Derfor må jeg se at at få færdiggjort de ting, som jeg skal gøre. Jeg har nemlig ingen tid at spilde. Derfor ligger min egeninteresse ikke i min egen person, men i hvad jeg kan gøre for menneskeheden. Det er sådan, man høster den højeste løn i ens liv. At gøre hvad ens børnebørn engang kan blive stolte af; det kan være ens virkelige egeninteresse og sande glæde her og nu.
Sådan skabes en statsmand. Det var det, Charles de Gaulle udtrykte i sine erindringer, da han beskrev de forhold, under hvilke han overtog lederskabet i Frankrig efter den Fjerde Republiks sammenbrud. Alt imens Frankrig gik i opløsning og forfald, sad det franske folk som drøvtyggende kvier på marken. De forvekslede landskabet, bjergene og floderne med Frankrigs egne interesser. Frankrigs virkelige egeninteresse, skrev han, var at erkende Frankrigs ansvar for videreførelsen og opretholdelsen af civilisationen som helhed. Kun herved kunne Frankrig bevise, at hun var en for menneskeheden nødvendig nation.
Hvis bare hver af os kunne gøre det samme. Nå frem til en erkendelse af, hvad der i vor egen levetid må være en nødvendig pligt overfor menneskeheden, og så lade det være vores motivation. Her finder vi vor sande egeninteresse. Vort liv er så kort, at det er det gode, vi kan gøre for andre, der er vor sandeste egeninteresse. Det vil vore børnebørn og oldebørn sikkert være helt enige i.
Sådan var det menneskesyn, der skabte renæssancen og inspirede de få, som udførte revolutionen, den gode revolution. I betragtning af menneskehedens nuværende situation må de af os, der forstår problemet, handle som missionærer og tage ansvaret for at samle verdens forarmede folkeslag til den styrke, der kan genoprette renæssancens store institutioner. Altså, minus et undertrykkende oligarki, repræsenteret af folk som prins Philip og Øernes Klub.
Det efter-industrielle sammenbrud
Se på figur 1. Det er en god hjælp til at erkende, hvilken vidunderlig gave menneskeheden fik i kraft af renæssancen. Her blev det bevist, at menneskeheden ikke behøver at leve som dyr. 95% af befolkningen behøver ikke at slide og slæbe for nogle få priviligerede.
I USA har vi bevist, at med moderne teknologi kan 2% af befolkningen producere maden til en hel nation og dele af den øvrige verden. Vi har vist, at med omkring 60% af arbejdsstyrken beskæftiget i industrien kan vi have det højest tænkelige velstandsniveau per indbygger. Vi har vist, at der ikke findes et problem, som ikke kan løses videnskabeligt. Hvis vi mobiliseres til at anvende alle vore skabende evner, venter en videnskabelig løsning på stort set alle problemer forude.
Det er den udfordring, vi må tage op. Men først vil jeg give et indblik i, hvordan den udviklingspolitik, som jeg senere skal beskrive i detaljer, egentlig opstod. Det har nemlig ganske stor historisk betydning.
I 1974 stødte jeg på noget, jeg tilfældigvis kendte i forvejen, takket mit faglige arbejde i økonomi, hvor jeg havde været optaget af at bekæmpe Norbert Wiener, John von Neumann og andre. Derfor vidste jeg, hvad "New Age" var, og hvor farligt det var. Helt tilbage i 1964 havde jeg set en række politiske forslag, blandt andet til den såkaldte "tredobbelte revolution". Allerede dengang stod det klart for mig, at den skrækkeligste og ondeste bevægelse, man kunne forestille sig, var ved at blive sluppet løs på befolkningerne i både Nordamerika og Vesteuropa. Et masserekruteringsprojekt, der senere blev kendt som modkulturen, "New Age", eller det "efter-industrielle samfund".
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Der var jo kun mig. Jeg var dengang konsulent for en virksomhed. Jeg havde arbejdet for rådgivende firmaer, hovedsageligt på projekter med folk jeg allerede kendte. Hvad kunne jeg gøre?
I 1966 fik jeg mulighed for at undervise. Men jeg rodede mig hurtigt ind i problemer, fordi flere af de unge faktisk kunne lide det, jeg gjorde. Det var såmænd bare et forsøg på at gøre et eller andet på universiteterne i håb om at redde nogle få velbegavede hoveder fra det møg, som blev hældt ud over dem.
Vi begyndte at slås med praktiske problemer. Jeg var bekymret over fattigdommen i USA. Den var unødvendig. Hvordan skulle den egentlig tolkes? De unge studerende, hvoraf nogle var afgangsstudenter, formulerede og iværksatte derfor forskningsprojekter. De undersøgte f.eks., hvordan ejendomsmarkedet fungerede i New York, og de påviste, hvor groft byens lejere blev udnyttet. De nåede frem til helt konkrete resultater. Det lærte de meget af. Andre gennemførte andre projekter.
Det centrale punkt i vores organisering var naturligvis det, jeg, som veteran fra 2. Verdenskrig, var optaget af. Løsningen på USA's egne problemer måtte ligge i landets forpligtigelse til en teknologisk udvikling af udviklingssektoren. Selv i den smalleste betydning ville det være til USA's egen fordel. Hvis man har et firma, der fremstiller et produkt, er man ikke interesseret i at slå sine kunder ihjel. Faktisk forsøger man at sælge dem produkter, som vil gøre dem mere velstående, da de jo så kan købe endnu flere produkter. Det var vores forslag.
Vi sagde: "Befolkningen i U-landene ville blive bedre kunder, hvis de gennem infrastruktur og investeringer fik mulighed for at udvikle deres egne økonomier. Er det så ikke ret dumt at fastholde dem i deres fattigdom? At holde kunderne fast i fallit? Det er ikke en særlig god forretningspraksis". Det var det, vi organiserede omkring.
Det skaffede os en masse ubehageligheder på halsen, men lad mig gøre en lang historie kort. I april 1975 blev jeg inviteret til Irak, hvor jeg tilbragte flere uger. Anledningen var Ba'ath-partiets årlige fødselsdag i april. Jeg tog derned, fordi jeg syntes om muligheden for at tale med irakerne og mange andre fra hele den arabiske verden. Vi havde nogle vidunderlige samtaler.
Jeg fortalte dem blandt andet, at Libanon snart ville blive delt af en borgerkrig, som Henry Kissinger og visse kredse i London var i færd med at udløse. "Nej, det kan ikke ske. Vi har situationen under kontrol", sagde de. "I kender ikke London og Henry Kissinger", svarede jeg. Og ganske rigtigt. Mens vi var i Irak, brød borgerkrigen i Libanon ud. Den var iscenesat fra London, og våbene blev delvist leveret af Kissinger gennem det amerikanske udenrigsministerium.
Herefter blev de særdeles interesserede i, hvad jeg havde at sige. Vi tog derfor andre emner op, inklusiv spørgsmålet om en arabisk-israelsk fred. Jeg sagde, at efter min mening ville det eneste mulige grundlag for en fred mellem f.eks. israelerne og palæstinenserne være, at finde frem til en fælles interesse. I betragtning af den blodige bitterhed der var brudt ud, kunne en sådan fælles interesse kun findes i den livsvigtige interesse i økonomisk udvikling af hele området.
Hvis befolkningen, som adskilte suveræne folkeslag, kan samles omkring ideen om samarbejde, herunder økonomisk udvikling til forbedring af dagliglivet for befolkningen, kan denne fælles interesse blive cementen, der holder murstenene sammen. Det er ikke nogen garanti, men det gør det muligt. Dengang som nu var økonomisk udvikling i forbindelse med en fred i Mellemøsten afgørende for freden i hele verden.
Mellemøsten er civilisationens vejkryds. Her møder Middelhavet, Europas hjerte, det Indiske Ocean, porten til Indien og Stillehavet. Det er indgangen til Østafrika, Indien, Pakistan, Sydøstasien, Østafrika og Kina - den største befolkningskoncentration i verden. Her ligger civilisationens fremtid. Hvor der er flest mennesker, er den største udvikling mulig.
Derfor er det vigtigt, at der er fred i Mellemøsten, og at vi har nationer i området, der vil påtage sig ansvaret for at tilvejebringe det, verden har brug for: Bedre forbindelser mellem Middelhavet og Atlanterhavet, Det indiske Ocean og Stillehavet, hvor denne klodes store befolkningskoncentrationer findes.
Sådan så jeg på det dengang. Det er selvfølgelig lettere at indse nu, hvor der faktisk er en seriøs indsats i gang. Det er nogle af de samme kræfter omkring Arafat og omkring udenrigsminister Shimon Peres og premierminister Rabin i Israel, som vi snakkede med i 1975. I 1976 var vi tæt ved at få noget gennemført. Ikke "vi" som sådan, men vi som en katalysator. Det var svært. Så kom Likud-regeringen til magten, og det hele brød sammen.
Det strategiske Forsvarsinitiativ
I 1976-77 blev det klart for mig, at den såkaldte Kissinger-McNamara-politik (egentlig Bertrand Russells politik) også kendt som "Mutually Assured Destruction" (Gensidigt garanteret Ødelæggelse), i realiteten var vejen til en mulig termonuklear ødelæggelse af planeten. Våbensystemerne i Rusland og USA blev stadig mere præcise og fremskudte. Takket være udviklingen af elektromagnetisk-puls-effekt-våben (EMP) kunne nogle få specielle atomsprænghoveder sætte hele USA's landbaserede missilsystem ud af funktion. Et par sovjetiske ubåde, placeret langs USA's Atlanterhavs- eller Stillehavskyst, kunne affyre et halvt eller helt dusin sprænghoveder og USA ville være færdigt. Det ville give USA's præsident nogle ganske få minutter til at beslutte, om han skulle "trykke på knappen" eller ej.
Den fremskudte placering af Natovåben, inklusive ubådsbaserede våben, vendt mod Sovjetunionen havde skabt en lignende situation på den anden side. Og den terrorbalance, som Henry Kissinger og Robert McNamara hyldede som nøglen til fred, var i virkeligheden blevet til aftrækkeren til et muligt "førsteslag". Et førsteslag var teknologisk set blevet en mulighed.
Derfor forsøgte jeg at anvende samme metode, som jeg bl.a. havde brugt i spørgsmålet om fred mellem arabere og israelere. Det blev en væsentlig del af min præsidentkampagne i det Demokratiske Parti i 1979-80.
Jeg mødte Ronald Reagan i denne periode. Vi havde en lille snak, hvilket fik en masse folk til at blive paranoide. Senere blev jeg af forskellige årsager spurgt af folk i Reagan-regeringen, om jeg ville starte nogle indledende diskussioner med højtstående repræsentanter fra den sovjetiske regering. Vi diskuterede det frem og tilbage, og på et tidspunkt foreslog jeg: "Hvis vi skal have de indledende diskussioner i gang, hvorfor fremlægger jeg så ikke bare det forslag, der har været en del af min valgkampagne, for den sovjetiske regering, og ser hvordan de reagerer?" Det blev godkendt.
Da den endelige beslutning var truffet, organiserede jeg i februar 1982 en konference i Washington om et strategisk, anti-ballistisk missilforsvar. Konferencen strakte sig over to dage, og størstedelen af Washingtons relevante etablissement var til stede. Det var også repræsentanter fra de fleste europæiske regeringer, inklusive Sovjetunionen og Østblokken.
Jeg lagde altså hele mit forslag på bordet, og bagefter mødtes jeg med en sovjetisk repræsentant i Washington ved navn Jevgenij Sjersnev. Vi indledte en række diskussioner, som han orienterede sin regering om, og jeg orienterede min.
Deres interesse var stor, indtil Andropov i sommeren 1982 blev udpeget til den døende Bresjnevs efterfølger. I februar 1983 modtog jeg gennem Sjersnev en blank afvisning af mine forslag fra den sovjetiske regering. Sagen var, at nok var de enig i, at mine forslag var videnskabeligt og militært fornuftige, men de sagde også, at med et storstilet og målrettet program for at udvikle disse nye forsvarssystemer ville USA vinde kapløbet med Sovjetunionen.
På trods af den sovjetiske afvisning gik præsidenten i gang med planerne for et anti-ballistisk missilforsvar, som senere blev kendt som Det strategiske Forsvarsinitiativ, SDI.
På mødet i februar bad jeg Sjersnev fortælle sine overordnede i Moskva, at hvis USA's præsident tilsluttede sig mit forslag, hvilket han offentligt gjorde i den berømte tv-tale den 23. marts 1983, og hvis den sovjetiske regering fortsat forkastede det, ville deres økonomi bryde sammen. "Jeres økonomi, det sovjetiske systems økonomi, vil bryde sammen indenfor de næste fem år. Jeres eneste chance, og den bedste chance for fred, er ikke at søge efter hengivenhed og kærlighed supermagterne imellem, men at finde det bedst mulige grundlag for fælles interesser. Det ligger primært i truslen fra det tåbelige sikkerhedssystem, som Bertrand Russel skabte, og som Kissinger og McNamara har lagt navne til, hvor vi begge drives imod et "første angreb". I har accepteret det, og det var en fejltagelse. USA har accepteret det, det var også en fejltagelse. Vi bliver nødt til at sætte en stopper for det, det er alt for farligt". Det var mit forslag.
Den historiske mulighed i 1989
I 1989 skete der så noget. I forbindelse med min præsidentkampagne under det demokratiske partis primærvalg i 1988, havde jeg formuleret en tale, der af indlysende årsager blev holdt i Berlin. Nærmere bestemt på Hotel Kempinsky-Bristol (se boks).
Talen blev udsendt på nationalt amerikansk tv under valgkampen i oktober '88, men senere fandt vi ud af, at helt ind i 1989 var de sovjetiske styrker i Østtyskland faktisk mobiliseret til at løbe Vesteuropa over ende. Det vil sige, at Moskva, helt indtil Berlinmurens fald i slutningen af 1989, var indstillet på et militært angreb på Vesteuropa.
Så faldt Muren, og den faldt netop af de årsager, jeg i 1983 havde advaret Sjersnev om, og som jeg atter havde peget på i min tale i Berlin. Derfor blev min reaktion på Murens fald, at foreslå et projekt der fik navnet: "Den produktive Trekant: Paris-Berlin-Wien". Det er senere blevet udvidet til et ganske omfattende program for en general udvikling af hele Eurasien med udgangspunkt i det område i Europa, som jeg kaldte "Den produktive Trekant".
Lad mig give en fysisk-geografisk illustration (figur 2). Det er et område, der går fra Paris ned til Wien, og op gennem Bøhmen til Berlin. Fra Berlin går det tilbage over Ruhrområdet og Lille i Frankrig til Paris. Dette udsnit af Europa er det højest udviklede område i verden. Det har med sin infrastruktur det største produktive potentiale. Der er storstilede vandveje, som går helt tilbage til Karl den Stores tid. Man har netop færdiggjort den sidste del af Rhein-Main-Donau-kanalen, der oprindeligt blev projekteret af Karl den Store for næsten 1200 år siden.
Det har den højeste koncentration af jernbanetransport pr. kvadratkilometer. Det har den største volumen af godstransport målt i ton pr. km pr. time. Det er den største koncentration af potentiel produktionskraft i verden.
Det var derfor mit forslag, at man skulle videreudvikle Den produktive Trekant, og fra Berlin, Wien og Paris trække korridorer, der kunne ligne spiralarme i en galakse. Disse spiralarme skulle inkludere moderne højhastighedstog, fortrinsvis magnetsvævetog, der med bedre udviklede superledere bl.a. kunne overtage den tunge godstransport. Det ville betyde rejsehastigheder på omkring 500 km i timen. Det ville i realiteten fjerne den nuværende overbelastningen af den civile lufttrafik, for kan man rejse med 500 km i timen, hvem vil så tage et fly? Man kan komme billigere, sikrere og hurtigere frem med tog eller magnetsvævetog end med fly.
Derfor skal dette system udvikles. Vi skal bruge vandvejene inde i landet på samme måde. Vesteuropa har en meget høj standard af indlandsvandveje. Pramfart er den billigste form for indlandsgodstrafik, især for storgods, landbrugsvarer, jernmalm, sand m.m.
I Østeuropa er der ingen udvikling af de nødvendige indlandsvandveje. Der er enkelte store projekter i Rusland, men ingen generel udvikling. Der er heller ikke et jernbanenet, der kan dække en moderne økonomis behov.
Den vesteuropæiske Trekant har en meget stor koncentration af produktionskraft og energiforsyning, inklusive kernekraft i både Frankrig og Tyskland. Hvis man skulle starte en ny industri, ville dette område være det perfekte sted at gøre det. Her er arbejdskraften, energiforsyningen, transportmidlerne, især godstogtransport og billig lastvognstransport. Lastbiltransporten er meget effektiv, men dyr. Meget dyrere end godstog, men effektiv over kortere afstande. Den produktive Trekant er det bedste sted i verden at investere.
Samtidig må vi påbegynde en udvikling af områderne sydpå gennem Balkan og Italien og ind i Nordafrika. Og østpå, til Warszawa fra Berlin. Til St. Petersborg fra Warszawa, videre til Moskva, ned til Ukraine, til Kiev osv. Og videre, Asien skal også opbygges.
Den fransk-russiske alliance
Det her er ikke nogen ny fantasi. Det blev i store træk foreslået af den russiske udenrigsminister grev Sergei Witte i 1890'erne. Han var en politisk efterfølger til Alexander II, Abraham Lincolns russiske forbundsfælle. Alexander II samarbejdede med den store kemiker Dmitri Mendelejev, faderen til det periodiske system. Han var også med til at opbygge Ruslands jernbaner og mange andre ting. Biologen Vernadsky var en af hans studenter.
I Frankrig var der pave Leo XIII og udenrigsminister Gabriel Hanotaux, der var bedre end gennemsnittet af franske politikere, selv om der også er meget at udsætte på ham. Hanotaux og Witte udformede en plan om at opbygge moderne jernbanesystemer og andre infrastrukturprojekter i et netværk fra Brest i Frankrig til Vladivostok i Sibirien og videre til Japan. Det næste skridt skulle være at forlænge disse jernbanesystemer til Kina, samt at opbygge et jernbanenet fra Berlin til Bagdad. Her lå årsagen til 1. Verdenskrig, for alt dette ville briterne ikke acceptere. Resultatet blev, at Europa har været et helvede siden århundredets begyndelse.
I 1989 faldt Berlinmuren, og delingen af Europa blev bragt til ende. Nu opstod muligheden for gøre den underudviklede del af kloden, der kaldes Eurasien, som strækker sig østover fra Berlin til Japan, ned over Kina, Indien og resten af Asien, i alt verdens største befolkningskoncentration, til ét stort produktivt værksted.
Det var mit forslag, baseret på mit kendskab til teknologi. Hensigten var at bringe alle disse nationer ind i en ny epoke med udvikling.
Selv når det er et kommunistisk regime, der falder, er det som et dødsfald i familien. Folk er i chok. De lever i en underlig fornemmelse af frihed. I en sådan choktilstand er det vigtigt at gøre et eller andet for at genoprette fornemmelsen af stabilitet. Og hvis man på dette tidspunkt rækker hånden ud i venskab og samarbejde, er det muligt at gøre noget godt, som under andre omstændigheder ville være umuligt at bibringe dem. Det var hensigten. Desværre havde briterne andre ideer.
Problemet i dag
I november 1989 begyndte Margaret Thatcher at råbe op om den tyske genforening. Hun gik direkte imod alt, hvad jeg havde foreslået. Thatcher er en protegé af Mont Pelerin Society. Hun udtrykker de samme ideer, der stammer fra den form for fascisme, som kan føres tilbage til Friedrich von Hayek og co. Det er samme form for fascisme, som den amerikanske senator Phil Gramm, og i en vis forstand Newt Gingrich, er talsmænd for. Jeg ved, hvad de står for. De har rent faktisk et Auschwitz-lignende program for at privatisere det amerikanske fængselssystem. De kan virkelig måle sig med nazisterne i disse spørgsmål.
Sammen med sin lakaj Conor Cruise O'Brian begyndte Thatcher at råbe op om, at en tysk genforening ville udgøre en økonomisk trussel imod Storbritanniens vitale interesser. Det genforenede Tyskland ville blive et "Fjerde Rige". Det ville gå sammen med Rusland. Det ville åbne Eurasien. De sagde selvfølgelig ikke det, de mente, nemlig at en tysk genforening ville udgøre den samme trussel mod det britiske imperiums interesser, som Hanotaux og Witte udgjorde i 1890'erne.
Indtil nu har briterne gentaget nøjagtig den samme politik, som ledte til 1. Verdenskrig. Og i George Bushs embedsperiode var det i fuldt samarbejde med den amerikanske regering. Og jeg overdriver ikke. Historiebøgerne siger måske noget andet, men de ved ikke, hvad de taler om.
I 1896 havde Hanotaux og Witte indgået en række aftaler, der ville have iværksat de omtalte eurasiske økonomiske samarbejdsprojekter. De ville befri Kina fra det britiske herredømme gennem økonomisk udviklingsbistand, og de ville starte et samarbejde med japanerne.
Siden Lincoln og indtil mordet på præsident William McKinley i 1901, havde USA været allieret med tre større magter: Prøjsen (senere Tyskland), Rusland og et Meiji-genopbygget Japan.
Alt dette ændrede sig med mordet på McKinley og indsættelsen af den britiske agent Teddy Roosevelt i præsidentembedet. USA's tætte forbindelser med disse lande blev brudt, og USA oprettede et nært forhold til Storbritannien.
Entente Cordiale
Der skete i mellemtiden noget andet. På det tidspunkt var det Englands politik i Afrika at bygge en jernbane fra Cairo til Cape Horn, som en metode til at erobre mere land. Det område, som herved kom i fare, var nutidens Sudan. Frankrigs politik var dengang, at anlægge en jernbane fra Dakar, nutidens Senegal, til Djibouti i Østafrika; en jernbane syd for Sahelområdet, der ville gå igennem Nigeria, Chad og videre tværs gennem Sudan og Etiopien til Djibouti.
Det var i 1898. Briterne var rede til at erklære krig imod Frankrig på det grundlag. Lord Kitchener kom på banen sammen med Boutros Pasha Boutros-Ghali, FN-generalsekretær Boutros Boutros-Ghalis bedstefar, der på daværende tidspunkt havde travlt med at myrde løs på Sudans befolkning. Lord Grey fra London kontrollerede en fransk politiker ved navn Théophile Delcassé og den såkaldte revanchistiske fraktion i Frankrig.
Delcassé gav den franske kommandant i området, kaptajn Marchand, ordre om at overgive sig til Kitchener. Herved blev Frankrigs politik radikalt ændret, så Frankrig fra da af var Englands lakaj i det arrangement, som blev kendt under navnet "Entente Cordiale".
Entente Cordiale blev yderligere konsolideret i 1904. I 1905 begyndte briterne at organisere den Russiske Revolution. De havde faktisk allerede gjort forarbejdet, men i 1905 blev den iværksat for at vælte grev Witte. Revolutionen i 1905 knuste Wittes indflydelse i Rusland og en masse af de russiske industrier og oliefelter i Baku blev ødelagt. Samtidig holdt London Frankrig i en skruestik gennem Dreyfus-skandalen og den franske kapitulation ved Fashoda i Sudan, da Delcassé beordrede Marchand at overgive sig til Kitchener.
Briterne kontrollerede serberne. Dengang som i dag var serberne ikke andet end briternes marionetter. Det er en gammel historie. Briterne havde en frimurerloge i Salonika. Denne frimurerloge hed International B'nai B'rith. Logen fik regeringsmagten i Tyrkiet og blev kaldt "De unge Tyrkeres" regering. Vladimir Jabotinsky, grundlæggeren af det israelske Likud, var redaktør for De unge Tyrkeres regeringsavis.
På den baggrund lokkede de Bulgarien i krig med Grækenland, og igangsatte, med hjælp fra Serbien, en række Balkankrige, der til sidst blev til 1. Verdenskrig. I denne proces lykkedes det briterne, med Witte ude af spillet, at manipulere deres kontakter i Rusland. Man fik den slavofile fraktion til at støtte Storbritanniens marionet, Serbien, imod kroaterne, slovenerne, bosnierne osv. Nøjagtigt som de gør i dag. Ud af alt dette skabte briterne den såkaldte "Triple Entente". 1. Verdenskrig begyndte, da den russiske hær blev indkaldt til krigsmobilisering for at rette et militært angreb på Østrig-Ungarn og Tyskland.
Tyskerne forsøgte at få russerne til at afblæse deres mobilisering, da det ellers ville tvinge tyskerne til at gøre det samme. Russerne nægtede, tyskerne mobiliserede, og 1. Verdenskrig var i gang.
Margaret Thatcher og George Bush gjorde nøjagtigt det samme. Sammen med præsident François Mitterand og andre kredse i Frankrig arrangerede Thatcher en genoplivning af Entente Cordiale. Det blev sagt åbent af både den britiske regering og presse. Selv den samme historiske fraktion i den britiske efterretningstjeneste siger det åbent. Samme fraktion forsøger også at slå præsident Clinton ihjel. Og det er et faktum. De er i færd med at arrangere en Triple Entente med Moskva, hovedsageligt vendt mod USA, og i mindre grad mod Tyskland.
Ødelæggelsen af Østeuropa
Vi burde forlængst have påbegyndt en udvikling af Østeuropa, Rusland, Ukraine osv. Det ville have ført til det største økonomiske opsving i denne klodes historie. I stedet gennemtvang man, ved hjælp af den britiske marionet Mikhail Gorbatjov og hans efterfølger Boris Jeltsin, de såkaldte reformer.
Som et resultat af reformerne i Polen, Tjekkiet, Ungarn, Rumænien og Ukraine er produktionen af velstand i den tidligere sovjetblok, målt per indbygger per kvadratkilometer og per husholdning, i dag under 30% af, hvad den var i 1989.
I alle disse lande finder vi en mafia bestående af dele af det gamle statsapparat, altså vennerne til den tidligere amerikanske sovjetambassadør Bob Strauss, som inde fra selve Rusland hæmningsløst stjæler alt i landet, og derefter videresælger det for håndører. Ligesom folk, der stjæler dit fjernsyn og videresælger det på Londons gader for pebernødder. Rusland forbløder. Polen er udplyndret. Den tjekkiske økonomi, som bliver kaldt det lysende reformeksempel, er i gigantiske problemer. Ungarn lider.
I 1991 satte briterne deres fascistiske serbiske marionetter i gang for at forhindre enhver form for østeuropæisk udvikling (den britiske afdeling for psykologisk krigsførsel kontrollerer den serbiske præsident Slobodan Milosevic). Først mod Kroatien og Slovenien og så mod Bosnien-Hercegovina, med det mål at sprede krigen i almenhed.
Ved hjælp af den fransk-britiske Entente Cordiale, en britisk agent på posten som FN's generalsekretær og en Jeltsin, der spiller med i briternes spil, har FN iscenesat en blodig krig. Og man har ført den som en krig rettet imod USA's nuværende regering. Ikke en åben krig imod os. Men ethvert skud i Bosnien er alligevel en kugle rettet imod den amerikanske regerings politik.
I kan forestille jer, hvad der sker, hvis det her fortsætter i Østeuropa. Russerne har ikke været erobret, siden de i det femtende århundrede slap fri af den mongolske besættelse. De har aldrig været besejret. De er ikke, som de fleste andre folkeslag i Europa, vant til at blive overvundet og for en tid være underlagt andre magter. De har en særegen kultur, med særegne problemer, og de kan ikke acceptere nederlag.
Disse idioter i London, Washington og andetsteds driver det russiske folk, det russiske militær og andre kræfter til en desperation, der kan lede til en eksplosion. Med den britiske regerings, den franske regerings og FN's velsignelse, begår de forbrydelser på Balkan, der, uanset hvordan man end vender og drejer det, er ligeså slemme som dem, der blev begået af nazisterne under 2. Verdenskrig.
Hvad de gør i Afrika er værre. Men det kommer ikke i overskrifterne. De gør lignende ting i resten af verden. Og det er det, der er vores problem.
Vi kan stadig nå at rette op på alt det her, hvis vi rækker en hånd ud med venskab og økonomisk samarbejde til de kriseramte områder af verden. Vi må sige: "Se, vi har allesammen problemer, der er begået nogle frygtelige fejltagelser. Lad os ordne det." Sådan kan vi skabe fred. Og det er det, jeg forsøger at gøre.
Jeg tror på de principper, som jeg forsøgte at bringe i anvendelse i den arabisk-israelske fred. Det betyder også meget for mig, at Peres og Rabin har gjort det så godt, som de har. Det er nemlig en meget vigtig prøvesten for, hvad der kan gøres for at skabe fred mellem folkeslag, som er adskilt af floder af blod. For kan man bygge fred mellem folk, der er adskilt af blodige floder, så kan man gennem økonomisk samarbejde bygge fred hvor som helst. Afskaffe sult, løse de problemer som den enkelte, familierne osv. kæmper med.
Byg infrastruktur
Så spørgsmålet er: Hvad gør vi, på baggrund af alle disse fakta? Man kunne håbe, at vi kunne få nogle folk i Washington og andre steder til at støtte USA's præsident og presse på for en sådan politik i dag.
Glem at finanssystemet snart sprænger. Min politik for alle dele af verden er at opbygge infrastruktur. Når vores venner eller regeringer eller andre folk spørger os: "Hvad skal vi gøre?", så siger jeg: "Gå omgående i gang med infrastrukturprojekter. Begynd i en lille målestok. Man må altid starte store projekter i det små, for derigennem at bringe den kerne af folk sammen, som skal gøre arbejdet. Når man først har fået samlet en kernegruppe, som har vist, at den kan fungere som administration og indre rygrad, kan man udvide projektet til en større skala."
Projekterne må iværksættes i alle dele af verden. Der er vandsystemer. I Afrika f.eks., er rent brøndvand, frisk drikkevand, en kritisk faktor. Der er altid noget godt man kan gøre i enhver del af verden, hvis man bare beslutter sig for det. Lad os få projekterne i gang, specielt store jernbane-, rørlednings- og infrastrukturprogrammer.
Måden, vi vil finansiere det på, er simpel. Når først vi er gået fallit, og det vil vi, enten via kaos eller gennem en velordnet konkurs, så vil det stå klart, at enhver, der taler om frihandel, enten må være bindegal eller leve i "virtual reality". For når verdens centrale finans- og valutasystem er gået i betalingsstandsning, vil der ikke længere være store ophobninger af privat kapital til storstilede investeringer. I reorganiseringen af en konkurs vil man være heldig, hvis man kan undgå at lukke. Der er ingen, der har uendelige mængder af intern kapital.
Der er kun én effektiv måde at takle det her på, og det er ved at udskifte verdens nuværende centralbanksystem, dvs. centralbanker, som er kontrolleret af private interesser. Føderalbanksystemet i USA f.eks. bliver brugt af den amerikanske regering, men ejes af private finansinteresser. De har monopol på penge og kredit, ikke staten. Hvis man vil løse problemet med skattetrykket, så erklær Føderalbanksystemet konkurs, og man vil pludseligt få øje på, hvor smukt problemerne faktisk kan løses.
Se hvordan George Washington og Alexander Hamilton løste problemet, da USA gik bankerot i 1789-91. Tag Artikel I i den amerikanske grundlov. Ifølge grundloven har den amerikanske kongres monopol på udstedelsen af penge. Så hvad gør man? De penge, der behøves for de amerikanske projekter, omkring 1-2 billioner dollars, kan vi skaffe alene ved at sætte USA i gang med offentlige arbejder og lignende projekter. Vi forhindrer samtidigt, at USA går ind i en ny depression.
Man sætter pengene ind på en konto i en ny institution, en nationalbank, som vil stå i forbindelse med alle ledende banker i landet. Den nye institution låner så pengene ud til godkendte investeringer, som f.eks. statslige, delstatslige eller lokale offentlige foretagender. Disse offentlige foretagender kan låne til en fordelagtig rente, og de får betaling på samme måde som en entreprenør, der løbende får penge til lønninger og materialer, efterhånden som byggeriet skrider frem. På den måde sætter man ikke en stor mængde penge i omløb med det samme, men kun i takt med arbejdets udførelse.
Derefter kommer entreprenørene, som ved licitation vinder kontrakter på opbygningen af projekterne. De vil også få kredit, på nøjagtig samme måde, som vi i sin tid udstedte kreditter til krigskontrakter. Var man i besiddelse af en krigskontrakt, kunne man gå ned i banken og deponere den som sikerhed for et lån og derved skaffe penge til at holde projektet i gang.
Ved at sætte f.eks. 2 billioner dollars i omløb i USA, ikke ved at smide penge ud på gaden, men gennem arbejde, skaber man grundlaget for en almen genoplivning af den amerikanske økonomi. Og det er den eneste måde, hvorpå hvilken som helst del af verden kan komme ud af den krise, vi nu går ind i.
Der er intet håb om at komme ud af krisen, før vi skiller os af med centralbanksystemet og erstatter det med den form for nationalbankspolitik, som USA's første føderale regering anvendte til at få USA op fra fallitten og til at blive en af de mest velstående og produktive økonomier i verden. Det var naturligvis det samme, Friedrich List gjorde i Tyskland.
Det er kongressens beføjelser ifølge Artikel I, som præsidenten, med kongressens samtykke, kan bringe i anvendelse til at tilvejebringe penge til nødvendige projekter, i form af kreditter fra en nationalbank.Vi har brug for massive jernbane-, energi- og vandprojekter, og vi må i gang med at rydde op i de lossepladser, vi i dag kalder amerikanske byer. Husk, at et bysamfund er et stykke infrastruktur. Hvis det er nedslidt og ødelagt, er det som en jernbane, et vandsystem eller et kloaksystem, der er brudt sammen. Man kan ikke have industri eller produktion, uden disse ting.
De store projekter
Lad mig på det grundlag antyde, hvad nogle af disse projekter er. Det, vi oprindeligt foreslog, var at gå fra Trekanten i Europa og tværs over Eurasien. Det har to aspekter.
Tilbage i 1983-84 udarbejdede vi et udviklingsprogram for området fra Indien til Stillehavet. Det var baseret på det faktum, at Stillehavsområdet, sammen med kystbræmmen omkring det Indiske Hav, vil blive centrum for verdensøkonomien i det kommende århundrede. Det er her, befolkningen er koncentreret. Se på Nordamerika, Sydamerika og Centralamerika som den østlige afgrænsning; Østafrika som den vestlige afgrænsning; Kurilerne, Japan, Taiwan osv., Filippinerne, ned ind i Sydøstasien, Indonesien, Malaysia osv. Det indiske subkontinent.
Vi taler om ca. 1,2 milliarder mennesker i Kina. Vi taler om et lignende, faktisk højere antal i Sydasien, hvis vi regner Pakistan, Bangladesh og Indien dertil. I Sydøstasien er der op imod en halv milliard mennnesker.
Se på befolkningen i USA og Canada og befolkningen i de sydamerikanske lande, der ligger på Stillehavskysten. Forestil Jer en ny kanal gennem Panamaregionen, der er på havsniveau, og som bringer Atlanten ind i Stillehavet mere effektivt end nu. I kan med det samme se, at vi med højhastighedsskibe, der bruger nye teknologier, som magnethydrodynamisk drivkraft, får et helt nyt verdensbillede. Verdenskortene har ikke længere sit midtpunkt i Atlanterhavet, som de plejer, men har nu Stillehavet og Det indiske Hav som midtpunkt. Europa har adgang til denne region gennem Middelhavet, Suez-kanalen og Mellemøsten.
Målet er at bygge en "landbro" fra Europa til Kina, til Japan og til Sydøstasien, så udviklingen af kystbræmmerne, kystvandvejssystemet i Eurasien og specielt i Asien, suppleres og sammenkædes med jernbaneforbindelser.
Der er tre jernbane-"broer" fra Kina til Europa (figur 3). En går direkte nord, hvor den i Kasakhstan slutter sig til den transsibiriske linie. En anden går langs en mere sydlig rute gennem Iran og op til Tyrkiet. En tredie rute har en forgrening over Kunming, gennem et område hvor jeg var soldat under 2. Verdenskrig, til området i nærheden af Bhamo. Denne forbindelse går over til Dhaka i Bangladesh, over til Ægypten og det område. Vi har altså tre mulige hovedjernbanelinier mellem Kina og Europa.
Det betyder, at hele Sibirien for alvor åbnes op for udvikling. Hvis vi iværksætter nogle større ferskvandsprojekter, og der er masser af muligheder, har vi midtpunktet for hele Eurasiens vandforsyning lige her. Hvis vi iværksætter en række ingeniørprojekter, vil hele området for alvor blive åbent for udvikling, og det vil udviklingen i handel, energi, indenlandske vandveje osv. blive garanten for.
Denne slags planlægning må selvfølgelig kontrolleres på en eller anden måde. Man må have en resultatliste, nogle måleenheder og måleinstrumenter som afgør, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Jeg anvender normalt mit eget speciale, som er fysisk økonomi. I fysisk økonomi anvender vi i visse faser priser i vores arbejde, men i vurderingen af et lands nationale præstationer anvender vi ikke priser. Vi undersøger prisudviklingen, men vi baserer ikke vores vurdering af økonomiens udvikling på priser.
Den er derimod baseret på værdien af nødvendigt forbrug, og det vil i store træk sige producenternes forbrug af infrastruktur og husholdningernes materielle forbrug; det materielle forbrug, som er nødvendigt for at opretholde en vis levestandard. Det svarer stort set til et bestemt niveau i teknologiske udvikling, plus uddannelse, sygesikring, videnskab og lignende service.
Det er befolkningens forbrug, industriens forbrug og infrastrukturens forbrug. Altså fysiske produkter plus den nævnte service. Vi måler indkøbskurven i forbrug pr. person og pr. familie, og vi måler industriens forbrug pr. person.
Vi måler på lignende vis arbejdsstyrkens produktivitet pr. person. Den måles pr. person i arbejdstyrken og pr. husholdning, hvor der er taget højde for den demografiske fordeling, og pr. kvadratkilometer.Vi måler ting som ton pr. kilometer pr. time i forhold til de fysiske omkostninger ved forskellige former for transport, som f.eks. kanaltransport, oceanfragt og kystfragt og lignende.
Vi måler også vandforbruget pr. liter eller kubikmeter pr. person pr. time, osv., både til personligt og industrielt brug. Samfundets vandbehov vokser i takt med en øgning i produktiviteten.
Vi måler ikke bare antalet af kilowatt-timer af den energi, som behøves på et vist niveau af teknologi og produktivitet. Vi må måle det, der kaldes energiflukstæthed. Når man går over til mere avancerede teknologier, får man brug for en mere fokuseret energi med en højere energiflukstæthed. Den type højere energiflukstæthed, man opnår ved brintfusion, giver en langt langt højere effektivitet i hele systemet, end man kunne opnå med en varmekilde med lavere temperatur.
Alle disse faktorer skal tages med i betragtning. Derefter finder man frem til arbejdslønnens størrelse, detailhandlens prisbevægelser osv. Men vi måler først og fremmest den fysiske økonomi.
Måling af økonomier
Jeg vil ikke gå i detaljer her, blot antyde, at grundprincippet i målingen af økonomi og fysisk økonomi består af et sæt af uligheder - noget der relativt set skal vokse, og noget der relativt set må blive mindre. Men man må have en målestok. Derfor var jeg for år tilbage nødt til at fastlægge et omtrentligt måleprincip.
Når det drejer sig om fastlæggelsen af en målestok, kan man, hvis det er en lineær målestok, vælge en vilkårlig måleenhed. Man kan anvende hvad som helst som måleenhed: alen, fod, centimeter. Men den må være konsekvent. Derefter måler man.
Jeg havde behov for et referencepunkt, hvorfra den beskrevne form for langtidsplanlægning af forskellige økonomier under forskellige omstændigheder kunne sammenlignes, uden at udsætte dem for disse misvisende såkaldte prisberegninger.
Derfor tog jeg tre industrialiserede økonomier og to som var underudviklede. De tre industrialiserede jeg valgte, var Japan, Vesttyskland og USA. Med perioden 1967-69 som udgangspunkt. Grunden til, at jeg valgte netop de år, var, at på det tidspunkt var teknologien og produktiviteten i de tre økonomier næsten ens. Derefter udviklede de sig forskelligt. Efter 1968-69 gled den amerikanske økonomi ned i en kloakspand, medens Europa påbegyndte en noget hurtigere nedtur end Japan.
Så sammenlignede jeg 1967-69 med tallene fra 1980. Overfor disse tre industrialiserede økonomier, med hver deres forskellige befolkningstætheder og derfor forskellige typer af infrastruktur, satte jeg de to store udviklingsøkonomier: Kina og Indien.
Ved at undersøge udviklingskløften mellem Indien og Kina på den ene side, og disse tre industrialiserede lande på den anden, fastlagde jeg en vilkårlig målestok af vilkårlig længde, til at sammenligne forskellige økonomier rundt omkring i verden. På den måde kunne jeg vurdere, hvilke der havde vækst, og hvilke der var på spanden, så at sige.
I figur 4-8 kan man se de forskellige faktorer, der bl.a. viser, at verden ikke er overbefolket. Hvis man ønsker at tale om overbefolkning, så tag først til Singapore, Hong Kong eller bare Belgien. Afrika er for øvrigt uhyre underbefolket. Hvis nogen fortæller Jer noget andet, så ved de ikke, hvad de taler om. Der er faktisk masser af landbrugsland, hvis bare det blev udviklet, hvis bare folk havde ferskvand, og hvis spædbørnene levede længe nok til selv at få spædbørn.
Det var altså de beregninger, vi anvendte. En mængde af uligheder og, som målestok eller fast udgangspunkt, en sammenligning med Belgien. Ved at sammenligne Japan, Tyskland og USA med Kina og Indien træder alle de problemer frem, som man har brug for at kende til, når man vil vurdere, hvordan det går i den vestlige verden (se figur 9).
Vi har virkeligheden brug for at vide, hvilken levestandard man må sikre en husholdning, for at den kan opretholde den nødvendige produktivitet, på et bestemt niveau af teknologi og produktivitet. Hvilken levestandard behøver man for at opretholde et demografisk mønster, som kan få økonomien til at fungere?
Hvis man tager en demografisk trekant, og lader højden være den forventede levealder i år og grundlinien procentdelen af befolkningen i det aldersinterval. Hvis man tager fattige udviklingslandes økonomier, så får man en flad trekant.
I Kina forsøger man at skabe et mønster, hvor der næsten ingen spædbørn er, men en masse gamle mennesker. Senere bliver løsningen på problemerne så at slå de gamle ihjel. Det svarer nogenlunde til den plan, som Newt Gingrich har for Amerika for tiden.
Pointen er, at der er en fantastisk stor befolkning i Asien, hvoraf mange har en meget dårlig uddannelse, men som vi alligevel må nå ud til. Jorden er også dårlig, så hvis nogen siger: "Vi har ikke lyst til at investere i infrastruktur, vi har kun lyst til at placere virksomheder derude", så før dem hen til den nærmeste galeanstalt og giv dem nogle lærredsjakker af den type, hvor ærmerne kan snøres på ryggen og hold dem langt væk fra økonomi. Den første forudsætning for enhver moderne industri er en tilstrækkelig udviklet infrastruktur, transportsystem osv. målt pr. kvadratkilometer, tonkilometer pr. time, vand i liter pr. kvadratkilometer, pr. person og pr. husholdning. Energi i kilowatt-timer. Det samme for energiflukstætheden i de produktionsmetoder man har brug for.
Hvis disse betingelser bliver opfyldt, når man udvikler et område, og hvis man har den nødvendige faglærte arbejdskraft, så er der omgående mulighed for fremgangsrige investeringer. Så det første, man må gøre, er at udvikle infrastrukturen. Det kommer først (at bygge maquiladoraer langs den amerikanske grænse er en vanvittig idé. Man kan ikke opbygge en succesrig, funktionsdygtig fabrik på toppen af en losseplads. Det giver sygdomme og dårlig infrastruktur).
Man gør i stedet det, vi gjorde, når vi i det attende og nittende århundrede opbyggede funktionsdygtige industriøkonomier: Udviklingen af infrastruktur - kanaler, havne, kraftværker, jernbaner, kloakvæsen og en god organisering af bysamfundene.
Det var forudsætningerne for den succesrige industrielle revolution og den succesfulde revolution i landbruget. Den vigtigste faktor i efterkrigstidens revolution i amerikansk landbrug var det elektrificeringsprogram, som blev startet under præsident Franklin Roosevelt i 1930'erne og som fortsatte i 1940'erne. Tilgangen til elektricitet, forbedring af transporten osv. Landbrugene (da vi stadig havde landbrug her i landet) var større forbrugere af stål pr. hektar end de fleste industrier.
Da man (i 70'erne) begyndte at nedlægge gårdene, rev man også al stål op af jorden, rørledninger og det hele. Og de samme folk, som stod for udplyndringen, f.eks. det store kornfirma Cargill, opførte også anlæg til nedsmeltning af det gamle jern. En stor del af USA's stålforbrug kommer i dag fra smeltet skrot fra de dele af økonomien, landbruget og industrien, som vi er i færd med at ødelægge. Vi er som en mand, der får mad ved at spise sit eget venstreben.
Den "Produktive Trekant"
Lad os kigge på vores program "Den Produktive Trekant" (figur 10-11). Det behøver egentlig ingen forklaring. Vi tog de nuværende jernbanelinier i Europa, og udarbejdede så et forslag til de nye linier, som måtte føjes til.
Vi gjorde det samme med vandvejene, fastlagde et vandvejsnetværk. Se forskellen mellem Europa og Rusland. Hvad er Ruslands eller Østeuropas chancer for at konkurrere med produktiviteten i Vesteuropa? Selv om Rusland har store floder, så er der kun begrænset tilgang til de indre dele af landet. Så uden nye kanaler og uden nye jernbanelinier er det umuligt at udvikle Rusland, og det er umuligt at løse Østeuropas problemer. Det samme er iøjnefaldende, når vi kommer til Asien.
Udviklingen af Asien
Vi inddelte Eurasien i områder. Tag Mongoliet og Kina sammen med Japan, Korea og Taiwan som en enhed, da der er nogle naturlige indbyrdes forhold, som gør disse økonomier til en planlægningsenhed. Så er der Indien og Sydøstasien. Det sydøstasiatiske subkontinent adskiller sig noget, men i bund og grund udgør det også en planlægningsenhed. Der er området omkring Mellemøsten, som fastlægges ud fra det største land, Sudan. Og der er Centralasien, som inkluderer de allerede nævnte lande. Så har vi Sibirien, der hovedsagelig består af den gamle sovjetiske del af Rusland, og endelig Øst- og Vesteuropa. Det er de planlægningsområder, vi arbejdede med.
Vi har jernbanelinien langs den gamle Silkevej. Figur 3 angiver ruterne. De er ikke nødvendigvis helt nøjagtige. Problemet med Silkevejen er, at den går gennem et område, hvor sand og søer flytter sig, og når man forsøger at lægge jernbanespor på sand og vand, der flytter sig, kan man få problemer. Grundprincippet, for hvor ruten bør gå, er indlysende, selv om der skal udføres en del undersøgelser, før den endelige rute kan fastlægges.
Det er kun antydet på kortet, men tager man fra Kunming, det lille område i Burma, hvor narkotikaforbryderen Khun Sa atter opererer, så kommer man ind i mit gamle domæne fra soldatertiden, Bhamo og Myitkyina i Burma. Denne jernbane kan gå over til Dhaka i Bangladesh, til Indien og så tværs over til Kairo.
Den tredie rute, som her er skitseret, er samme idé, som Hanotaux og Witte allerede havde. Nemlig, at lave en forbindelse fra Sibirien nord for Vladivostok, over til øerne, og så fortsætte jernbanen ned i selve Japan, så Japan har jernbaneforbindelse til denne transasiatiske gruppe. Det er de tre linier.
Den mest naturlige udvikling af Indonesien vil komme fra udvikling af søtransport. Hele basisområdet, som vi undersøgte for nogle år siden, er vand. Det er et indhav. Vi foreslog dengang, at man gravede en kanal gennem Thailands Kralandtange, mellem Siambugten og Bengalbugten. Egentlig et gammelt foreslag som jeg blev involveret i. Det ville give Indien meget lettere adgang til området og udvikle en sammenhængende søfartsbaseret økonomi i området.
Udvikling af Nordamerika
Ydermere, har vi et omfattende forslag for Nordamerika, som specielt drejer sig om udviklingen af den østlige del af stillehavsområdet, Californien. Find for øvrigt et gammelt landkort og undersøg, hvor mange byer der er blevet bygget i USA siden 1911, da Teddy Roosevelt blev præsident. I princippet er der ingen.
Se på det vestlige USA. Hvor er udviklingen af dette dyrebare landområde blevet af? Der er folk derude i Californien, idioter som spekulerer på, hvordan man kan sparke immigranterne ud. Vi har enorme landområder, som skal udvikles og befolkes. Der er f.eks. den store amerikanske ørken. Vi har vandet. Vi har udformningen af projektet, som kan bringe vandet derhen, hvor det behøves. Vi kan løse problemerne.
Vi kan tage vores stakkels unge væk fra gaderne. Forhindre dem i at slå hinanden ihjel. Vi kan give dem en fremtid i et ungdomsprogram i tilknytning til den slags projekter. Vi kan gøre det. Vi kan bygge nye energisystemer. Vi kan genopbygge det her land. Vi kan rydde op i affaldet og atter skabe et land, vi kan være stolte af.
Der er også store muligheder i Mexico. Mexico har projekter, som man ikke engang har rørt endnu. Virkelig gode projekter. Jeg har set en del af dem. De er fornuftige. Columbia har et stort potentiale. Venezuela, Brasilien, Argentina og Peru. Vi har lavet studier over alle disse områder. Afrika har et utroligt potentiale. Vi har studeret disse områder.
Der er stadig meget, der skal gøres, for at få menneskeheden bragt i en tilstand, som ville have tilfredsstillet min kære ven kardinal Nikolaus Cusanus. Der er ikke mangel på arbejde. Vi kan sagtens klare os med meget færre børshandlere, som ikke laver andet end at stjæle vores pensioner og plyndre vores virksomheder. Men vi har brug for veluddannede folk, ingeniører, videnskabsfolk og faglært arbejdskraft.
Vi behøver en mulighed for at tage de unge, som ødelægger hinanden med narkotika og alt muligt andet på gaden, og give dem en ny chance for at blive rigtige mennesker. Med arbejde og uddannelse. Vi behøver nogen, der tager sig af dem, og giver dem et fremtidshåb.
Vi kan gøre det, ikke bare i USA, men i hele verden. Og jeg har, måske lidt for omfattende, skitseret nogle af disse ideer, men jeg ønskede at klarlægge de vigtigste koncepter.
Der er visse ting, vi ved. Der er meget, vi ikke ved, og som vi stadig må finde ud af. Men det vi ved, det ved vi. Og det vil virke. Lad os sige det på denne måde: "Jeg har set fremtiden, og den virker", og det var ikke kommunisme.