Fra Temahæfte nr. 3, marts 1997
Finansiel AIDS
I løbet af 1996 bragte den kinesiske presse adskillige artikler om Lyndon LaRouche og hans arbejde indenfor fysisk økonomi, ikke mindst hans analyse af det internationale finanssystems sammenbrudskrise. Flere af de kinesiske kommentarer refererede til en tale, som Jonathan Tennenbaum havde holdt på et økonomisk seminar i Beijing i efteråret 1995, i hvilken han gennemgik hovedpunkterne i LaRouches analyse. Nedenstående artikel er et uddrag af Tennenbaums tale. Som udgangspunkt citerede han LaRouches såkaldte "9. Økonomiske Prognose" fra juni 1994, og han gennemgik den lange liste af kriser, konkurser og finansskandaler, som siden har bredt sig verden over. Tennenbaum fortsatte med følgende:
Indtil fornylig har de fleste økonomer og finanseksperter benægtet eksistensen af en krise i verdens finanssystem som helhed. De har været aldeles uenige med LaRouche i hans påstand om, at et fuldstændigt systemsammenbrud var i gang. De påstod derimod, at de forskellige kriser, som f.eks. den mexicanske og den japanske, hver især havde deres egen uafhængige årsag, helt uden forbindelse til hinanden. "Der er ingen almen krise", sagde de. Den dag i dag er der stadig mange eksperter, der nok ser symptomerne, men nægter at erkende selve sygdommen.
Den igangværende krise er ikke et af de cykliske konjukturudsving, som beskrives i de økonomiske lærebøger. Den nuværende krise er rent faktisk en sammenbrudskrise med rod i en absolut fejlslagen økonomisk politik og grundidé.
Men det er ikke tilstrækkeligt at undersøge finanssystemet alene, hvis man virkelig vil forstå, hvad det er der sker. Som LaRouche påpeger, er det afgørende at forstå vekselvirkningen mellem 1) finansielle og monetære processer og 2) produktion, distribution og forbrug af fysiske varer, herunder betydningen af teknologisk fremskridt, med andre ord den "materielle (eller fysiske) økonomi".
Det er også væsentligt for analysen af den nuværende krise at tage højde for, at finanssystemet, isoleret set, er lineært i sin natur, mens den virkelige, fysiske økonomi er ikke-lineær. Den grundlæggende målestok i den fysiske økonomi er vækstraten i arbejdets produktivitet, målt i evnen til at opretholde en voksende befolkningstæthed pr. kvadratmeter jordareal. Faktisk består La-Rouches væsentligste videnskabelige bidrag til fysisk økonomi i at have været den første til at formulere en rigoristisk metode til måling af forholdet mellem arbejdets produktivitetsstyrke og graden af videnskabelig og teknologisk udvikling. Dette forhold afhænger af menneskets natur og af universet - det er et fysisk spørgsmål i allerbredeste forstand, hvilket også inkluderer den menneskelige ånds skabende evner. Dette kan ikke beskrives med almindelige matematiske formler. Af samme årsag er det umuligt at styre en økonomi på grundlag af monetære og finansielle "præstationsstandarder". Det er for eksempel galskab, når man anvender John von Neumanns spil-teorier som grundlag for matematiske analyser af hele nationaløkonomier.
Det var ikke "frimarkedsideologier" a la "thatcherisme" eller andre monetaristiske teorier, der lagde grunden til USA's, Tysklands, Japans og andre industriøkonomiers succeser efter krigen og helt op i begyndelsen af 70'erne. Disse økonomier fungerede godt, så længe "fysisk-økonomiske kriterier" stadig var gældende i den nationale økonomiske politik. Med andre ord måtte de forskellige landes regeringer konstant regulere og styre den overordnede udvikling overfor det "frie markeds" blinde impulser. Den fysiske økonomi skal styre finanssystemet og ikke omvendt.
Faktisk burde det være indlysende, at den nuværende krise skyldes udbredelsen af radikale frimarkedsideologier på bekostning af fysisk-økonomiske principper. Allerede i slutningen af 60'erne blev den grundlæggende økonomiske og finansielle politik i bl.a. USA fundamentalt ændret, og hermed skabtes forudsætningerne for en "afkobling" af finanssystemet fra den reelle økonomi. Det medførte en kræftlignende vækst i gældsætningen og i rent kunstige og fiktive former for finansiel kapitaldannelse, der alle voksede på bekostning af den reelle, fysiske økonomi.
Finansboblen vs. fysisk økonomi
Lad os gennemgå nogle tal som illustrerer den omtalte proces. Tallene stammer primært fra tidsskriftet Executive Intelligence Review, EIR.
I 1970, året før det guldbaserede valutasystem fra Bretton Woods brød sammen, var volumen af handelen med valuta ca. 6 gange så stor som værdien af den internationale handel med fysiske varer. I dag er valutahandelen mere end 60 gange så stor som den samlede værdi af verdensmarkedets import og eksport. Ifølge beregninger fra Bank for International Settlements, BIS, foregår der hver eneste dag valutatransaktioner til en værdi af 2.000 mia. dollars, hvoraf hovedparten overhovedet ingen forbindelse har til handelen med fysiske varer.
Hvad angår USA, kan vi let spore den nævnte forandring. Figur 1 sammenligner den procentvise andel af nye kreditter til investeringer i henholdsvis industri og finansielle forretninger, inkl. jord og fast ejendom. Det afslører, at der fra ca. 1966 er sket en kraftig nedprioritering af investeringerne i produktionen. I dag går der tre gange så mange nye kreditter til finansielle forretninger og in-vesteringer i jord og fast ejendom som i produktionen.
Figur 2 og 3 giver yderligere beviser på udviklingen hen imod en ren fiktiv finansiel vækst i den amerikanske økonomi. De viser de forskellige futures-kontrakters relative procentdel af futures-markedet. Man kan se, at i 1973 var næsten alle futureskontrakter, mere end 98%, baseret på landbrugsprodukter og metaller. I dag udgør handelen med faktiske varer mindre end halvdelen af transaktionerne med futures. Der har været en eksplosiv vækst i rene financielle futures baseret på rentesatser, valutahandel og aktieindekser, mens futures i materielle varer er stagneret.
Den seneste fase i denne proces har vist sig som en eksplosiv vækst i fiktiv kapital, i form af finansielle instrumenter kaldet derivater. Figur 4 sammenligner væksten i derivatmarkedet med væksten i det amerikanske bruttonationalprodukt, BNP.
Det er værd at pointere, at den eksplosive vækst i derivathandelen først begyndte efter sammenbruddet i det såkaldte "junkbondmarked", der sammen med andre vilde spekulative forretninger førte til det berømte "oktoberkrak" i 1987. Derivater blev faktisk markedsført som et smart middel til at beskytte sig imod markedsudsving. Men i stedet blev de hurtigt et redskab i en omfattende ekspansion af rent spekulative forretninger på det finansielle marked. Figur 5 viser den voldsomme vækst i den samlede gældsætning - både offentlig og privat - i den amerikanske økonomi. Figur 6 viser væksten i de samlede rentebetalinger som procent af BNP. I 1990 blev mere end 1.300 mia. dollars af den amerikanske økonomi brugt til at betale renter på gæld. Det var hele 35% af BNP, og det tal er vokset siden.
Man kunne give mange flere eksempler. Sveriges offentlige gældsætning nåede i 1994 op på 175 mia. dollars eller 90% af landets BNP. Italiens offentlige gæld er på 1.200 mia. dollars eller 112% af BNP. Hertil kunne så lægges Den tredje Verdens gældskrise og krisen i det tid-ligere Sovjetunionen og Østeuropa.
Husk på, at denne enorme ophobning af gæld eksisterer som nominelle aktiver i hænderne på forskellige finansielle institutioner og personer. Markedet for offentlig og privat gæld udgør grundlaget for andre finansielle instrumenter, herunder derivater, hvor man anvender såkaldt "gearing", dvs. multiplicering af sin investeringsindsats.
Verdensøkonomiens gigantiske masse af finansværdier har form som en omvendt pyramide. I bunden af pyramiden finder man den faktiske produktion af fysiske varer. Herover kommer så handelen med varer og reelle tjenester. Næste lag er den komplekse sammensatte struktur af gæld, aktier, valutahandel, varefutures osv. Og endelig i toppen finder vi derivater og andre former for rent fiktiv kapital. Egentligt er formen mere i retning af det, geometrikerne kalder en "hyperboloide" (se figur 7). Dette mærkelige væsen vokser på en særdeles ubalanceret måde. De øverste lag - begyndende med derivaterne - vokser langt hurtigere end de lavere liggende lag. Så figuren bliver mere og mere deform.
Hvad sker der egentlig i det tynde lag i bunden af pyra-miden, som repræsenterer den virkelige fysiske økonomi? Det vokser slet ikke. Eller rettere, man kan ud fra rigori-stiske kriterier påvise, at verdens fysiske økonomi som helhed er stagneret siden 70'erne.
Når man tolker sådanne tal, er det vigtigt at huske, at en stigende del af det fysiske afkast er blevet dirigeret væk fra den produktive sektor over i forskellige former for "tjenesteydelser". Denne oppustning af "servicesektoren" er direkte forbundet til væksten i "boblen" af spekulative værdier på finansmarkederne. Ser man på verden som helhed, kan man se, at andelen af fysisk produktion, der går tilbage til landbrug, industri og infrastruktur - og til den produktive arbejdsstyrkes fysiske forbrug - faktisk falder. Som allerede bemærket er den samlede produktion per indbygger indenfor vigtige kategorier stagnerende eller faldende. Men samtidig vokser den fiktive kapital med stadig større hastighed. Forskellen mellem den reelle, fysiske proces og den kunstige "papirprofit" kunne passende kaldes "finansiel AIDS".
I USA startede denne proces allerede i midten af 60'erne, og den er taget til siden. Den er tæt forbundet til de politiske tiltag, der går under navnet det "efterindustrielle samfund". Figur 8 viser nedgangen i beskæftigelsen i egentlig fysisk produktion sammenlignet med servicesektoren mellem 1950 og 1990. Der er nogen, der tror, at dette skyldes teknologiske forbedringer, som har gjort det muligt at skaffe sig af med en stor del af den industrielle arbejdsstyrke. Ved nærmere eftersyn viser det sig imidlertid at den reelle fysiske produktion per arealenhed er faldet over de seneste 20 år. I dag er USA fuldstændig afhængig af import af industri- og landbrugsprodukter. Der er mange typer varer, som slet ikke længere produceres i USA, eller som produceres i mængder langt under det hjemlige forbrug. En stor del af disse varer importeres til priser langt under de reelle produktionsomkostninger i USA - og dermed drives der rovdrift på unfair handelsrelationer, lave lønninger og det faktum, at mange udviklingslande skal tilbagebetale deres udenlandsgæld med billig eksport. Samtidig bliver store dele af byernes infrastruktur og anden infrastruktur ikke vedligeholdt, og store dele af den tidligere middelklasse lever nu i fattigdom.
Alt i alt må man konkludere, at det "efterindustrielle samfund" er et svindelnummer - den forventede "magiske" produktivitetsstigning har aldrig fundet sted.
I stedet er USA's og verdensøkonomiens produktive grundlag som helhed blevet "udsuget til døde" af den pyramidelignende finansboble. Det ses tydeligst i den massive ophobning af gæld, der får landbrug og industri, ja selv hele regeringer til at stoppe betalingerne. Men i virkeligheden afhænger hele den finansielle boble direkte eller indirekte af evnen til at "klemme" en stadig voksende strøm af penge ud af det fysiske grundlag for verdensøkonomien.
Mange vestlige økonomer og finanseksperter benægter fortsat, at det forholder sig således. Nogle går endda så langt som til at påstå, at den eksplosive vækst i fiktive finansværdier, der er helt uden forbindelse til den fysiske produktion, er en stor og positiv bedrift i økonomiens historie. De afviser ideen om, at den gigantiske vækst i spekulative forretninger skulle være skadelig eller udgøre nogen fare. Men dette synspunkt ignorerer de mest grundlæggende fakta vedrørende økonomiske processer.
Lad os opsummere årsagerne til, at den nuværende "pyramide" i verdens finanssystem er dømt til at bryde sammen i nær fremtid.
1) Finanssystemets troværdighed og stabilitet er i sidste ende baseret på overbevisningen om, at pengeværdier kan omveksles til fysiske produkter. Hvis først denne tro undergraves, bryder hele strukturen sammen.
2) Som enhver anden spekulativ boble, må "pyramiden" af finansværdier vokse for at undgå et sammenbrud. Almindeligvis afhænger vedligeholdelsen af fiktive værdier på ethvert niveau i "pyramiden" af evnen til at opretholde en strøm af værdier fra de lavere lag i pyramiden.
3) Men i bunden af "pyramiden" stagnerer eller endda skrumper den fysiske økonomi under vægten af gældsbetalinger og andre indbetalinger til pyramiden. Overførelsen af værdier for at stabilisere gældsstrukturen og den øvrige del af "boblen" tager stadig mere brutale, ja selv folkemordsagtige former. LaRouche har desuden understreget, at den såkaldte "chokterapi" i det tidligere Sovjetunionen fungerer på nøjagtig samme måde.
4) Der kommer uundgåeligt et punkt, hvor verdens fysiske økonomi er blevet udplyndret og udmarvet i en sådan grad, at den ikke længere kan levere den påkrævede, stadig voksende indkomststrøm, der er nødvendig for at vedligeholde hele finanssystemet. På dette tidspunkt - hvis ikke før - falder hele pyramiden sammen.
5) Da der er anvendt en betydelig "gearing" i opbygningen af hele pyramidestrukturen, vil disintegrationsprocessen tage form som en kædereaktion. Hele finanssystemet kan stort set forsvinde på en nat.
Den foreliggende gennemgang af situationen i den fysiske økonomi på den ene side og tilstanden i finanssystemet på den anden, kan kun lede til den konklusion, at tidspunktet for sammenbruddet ikke ligger langt væk.
Det skal understreges, at det ikke er nødvendigt med en "nedsmeltning" af finanssystemet. Det er stadigt muligt for regeringerne - især hvis en række regeringer griber ind i fællesskab - at stoppe en ukontrolleret disintegration. Af indlysende årsager, bl.a. dollarens internationale rolle, spiller den amerikanske regering en afgørende rolle.
LaRouche har fremlagt de væsentligste retningslinier, der skal følges for at reorganisere finanssystemet. De er i korte træk følgende: Finanssystemet behandles stort set som et konkursramt firma. De relevante institutioner sættes under streng regeringskontrol. Billioner af dollars i ubetalelig gæld og værdiløse fiktive aktiver må afskrives efter nøje foreskrevne kriterier, mens systemet reorganiseres. Nødvendige betalinger videreføres for at opretholde vigtig produktion og handel samt andre essentielle aktiviteter. Det nuværende centralbanksystem, som f.eks. den amerikanske Føderalbank, skal erstattes af et samarbejde af nationalbanker, der alle fungerer i henhold til de principper som Alexander Hamilton etablerede (se efterfølgende artikel).
Det betyder i særdeleshed, at store beløb i ny valuta udstedes i form af langfristede, lavt forrentede kreditter til udvikling af økonomiens produktive grundlag - med særlig vægt på grundlæggende infrastruktur. Store samarbejdsprojekter indenfor transport, vand, energi og kommunikation, som f.eks. udviklingen af Den eurasiske Landbro (Den nye Silkevej), vil spille en central rolle. I mange tilfælde vil en finansiel reorganisering også indebære en valutareform. Men det væsentligste er, at man i opbygningen af den finansielle og økonomiske politik vender tilbage til principperne bag fysisk økonomi.
Det her nævnte ville også gælde efter et omfattende finanssammenbrud. Men i det tilfælde vil problemerne og farerne være langt, langt større.