Fra Temahæfte nr. 3, marts 1997
Finansieringen af et økonomisk opsving: Hamiltonsk Kreditskabelse
De forenede Staters første finansminister, Alexander Hamilton, var foregangsmand for brugen af omfattende statsskabte, nationalbanksudstedte kreditter til udviklingen af landbrug, industri og infrastruktur. Andre lande har på forskellige tidspunkter i deres historie anvendt lignende metoder. Det gjorde de fleste vesteuropæiske lande bl.a. under genopbygningen efter 2. Verdenskrig. Men det bedste eksempel på "hamiltonsk bankpraksis" er dog stadig Alexander Hamiltons egne aktiviteter som den unge nations første finansminister, hvor han havde hovedansvaret for dannelsen af USA's første nationalbank.
Den blev stiftet ved lov i februar 1791 og fungerede i 20 år som USA's største forretningsbank. Med dens hjælp fik Hamilton i løbet af kort tid bugt med den unge nations gigantiske gældsproblem og skabt en høj økonomisk vækst.
For at forstå den første nationalbanks egentlige betydning, må vi se nærmere på Hamiltons dristige og geniale strategi. Det var hans mål at konsolidere den amerikanske føderation som en ægte nationalstat med en institutionaliseret politik til fremme af landets økonomiske ydeevne og velstand.
I 1790 havde landet omkring tre millioner indbyggere, og en gældsbyrde på 79 millioner dollar. Det var et voldsomt beløb dengang. En stor del af gælden var udenlandsgæld, som havde hobet sig op pga. uafhængighedskrigen. Hamilton traf en beslutning, som fik afgørende betydning for USA's fremtid. Forbundsregeringen skulle overtage alle forpligtelser for både ind- og udenlandsgæld, inklusiv den krigsgæld de enkelte delstater havde opbygget.
Til det formål blev der, på baggrund af en helt ny lov, Finansieringsloven af august 1790, udstedt statsobligationer modsvarende den samlede gæld. Det var hovedsageligt langfristede obligationer med en lav, fast rente. For en tredjedel af gældens vedkommende, blev rentebetalingen udskudt i ti år. Den akkumulerede ubetalte rente blev så dækket ind gennem udstedelsen af treprocents statsobligationer.
Både inden- og udenlandske kreditorer var i realiteten tvunget til at acceptere en usædvanlig lav rente. Til gen-gæld var gælden nu garanteret af en forbundsregering, der med baggrund i en realøkonomisk vækstpolitik var fast besluttet på at både forrente og afvikle gælden. Kreditorerne i ind- og udland var i almenhed ganske fornøjede med denne ordning. Gælden havde i sin oprindelige form været så godt som ubetalelig.
Finansieringsloven af 1790 anviste ikke blot bestemte af skatteministeriets indtægter til betaling af renterne på den nye statsgæld, men gjorde det også muligt at oprette en "købsfond", der skulle støtte kursen på statsobligationerne. De var efter Hamiltons ønske frit omsættelige, og fonden skulle om nødvendigt opkøbe dem på det frie marked. Da der alligevel ikke var tilstrækkelige midler til sådanne opkøb, blev der opfundet andre metoder til at støtte kursen. Det var vigtigt at fastholde obligationernes markedsværdi. Hamiltons geniale strategi gik nemlig ud på at forvandle gælden til egentlige kreditter til at udvide den økonomiske aktivitet. Ved at sikre en fordelagtig markedsværdi på statsobligationerne, kunne disse anvendes som gangbart betalingsmiddel, i hvert fald ved store forretningstransaktioner. Før nationalbankens etablering havde USA ingen national papirvaluta. Det almindelige betalingsmiddel var guld (guldmønter), samt forskellige banknoter af skiftende kvalitet udstedt af de private banker i de enkelte delstater.
I december 1790 fremlagde Hamilton sin berømte "Beretning om en Nationalbank" for den amerikanske kongres. Han foreslog etableringen af en national forretningsbank, som skulle gøre det muligt at "udvide landets aktive eller produktive kapital ved hjælp af den kreditværdi, der kan skabes gennem bankens virksomhed". Banken skulle bl.a. have følgende funktioner:
1) Den skulle arbejde som en stor forretningsbank under opsyn af finansministeren. Selv om Hamilton var imod en direkte daglig regeringskontrol med banken, lagde han vægt på, at "en regerings naturlige vægt og indflydelse altid vil sørge for, at dens ønsker vil blive fulgt langt hen af vejen".
2) Nationalbanken skulle være hoveddepot for finansministeriets indtægter, regeringens primære finansinstitution og forestå alle de statslige pengetransaktioner i landet.
3) Den skulle yde kredit både til staten og private kunder.
4) Nationalbanken skulle have bemyndigelse til at udstede pengesedler, der med statsobligationer som sikkerhed var omvekselige med guld. Disse pengesedler skulle tjene som lovligt betalingsmiddel, og dermed øge mængden af tilgængelig valuta i økonomien. Under velordnede finansielle forhold var de eksisterende guldreserver tilstrækkelige til at garantere en langt større mængde papirpenge.
Med etableringen af nationalbanken ønskede Hamilton at konsolidere USA's finanssystem og gøre det fri af inden- og udenlandske bankfolks særinteresser. Han ville omdanne finansministeriets værdier til aktive kreditkilder for økonomien, og dermed tilføre den hurtigt voksende økonomi tilstrækkelige mængder af stabil valuta.
Den første nationalbank indfriede forventningerne langt hen af vejen. Men succesen skyldtes ikke kun finansielle manøvreringer. Nøglen til det hele var Hamiltons planer om at skabe en hurtig tilvækst i den amerikanske økonomis reelle fysiske produktivitet gennem forbedringer i infrastruktur, landbrug og industri. Denne politik er sammenfattet i Hamiltons "Beretning om Industrien", som blev forelagt kongressen i december 1791. Faktisk fremstår den "hamiltonske nationalbanksmetode" først helt tydelig, når vi kombinerer "Beretning om en Nationalbank" med "Beretning om Industrien".
Det er typisk for Hamiltons måde at takle problemerne på, at han som finansminister, et embede der normalt antages at beskæftige sig med finansielle sager, også påtog sig et ledende ansvar for udviklingen af den fysiske, produktive side af økonomien.
Beretning om Industrien understregede to hovedpunkter: For det første påviste Hamilton, at udviklingen af industri er nøglen til at øge den samlede produktivitet i økonomien. For det andet, at det er en af regeringens vigtigste opgaver at opmuntre og støtte selektivt udvalgte produktive aktiviteter, som er gavnlige for den almene velfærd og økonomien som helhed. Det er Nationalbanken et magtfuldt instrument til.
Med baggrund i statens ansvar for at opmuntre industriproduktionen foreslog Hamilton en række konkrete tiltag. Et af de vigtigste var udstedelsen af øremærkede, billige nationalbankkreditter til aktiviteter, der blev anset gavnlige for økonomien som helhed. Det gjaldt især etableringen af nye industrigrene. Derudover foreslog Hamilton subsidier til hjemlige produkter og indførelsen af en beskyttende told på importerede industrivarer, så de hjemlige produkters konkurrenceevne på hjemmemarkedet kunne sikres. Hamilton gennemgik desuden forskellige indgreb med det formål at reducere eksporten af råvarer, for i stedet at opmuntre en indenlandsk forarbejdning, der kunne øge deres værdi. Flere forskellige foranstaltninger blev foreslået, som gennem præmier, støtte og statsbeskyttelse skulle stimulere nye opdagelser og forbedringer. Endelig blev opmærksomheden rettet mod statsfinansierede forbedringer i transportinfrastrukturen, som blev anset for afgørende for væksten i både landbrug og industri.
I Nationalbankens første årti oplevede USA en helt ekstraordinær økonomisk vækst. Statens indtægter, som primært kom fra importtold i de første år og senere i stigende grad fra skatter, fordobledes mellem 1792 og 1796, og endnu en gang mellem 1796 og 1808. Der var stort overskud i statskassen, og i tiden op til opløsningen af USA's første nationalbank i 1811 og USA's anden krig med Storbritannien i 1812 blev statsgælden gradvist reduceret med 50 procent. Selv om pengemængden vok-sede betydeligt, var der kun en yderst ringe eller slet ingen inflation.
Den hamiltonske nationalbanksmetode har altid været et særdeles kontroversielt politisk spørgsmål. Også internt i USA. Lige siden uafhængigheden har der været - og er stadig - kredse som ikke ønsker, at De forenede Stater skal være en stærk nation. Således blev Alexander Hamilton myrdet af en notorisk britisk agent, Aaron Burr, i 1804, og Nationalbanken blev lukket i 1811. Den anden nationalbank blev oprettet i 1817, men lukket igen af en svoren modstander af Hamiltons politik, præsi-dent Andrew Jackson. Endnu har USA ikke fået sin tredje nationalbank.
Alligevel har Amerika i krisetider altid haft en tendens til at vende tilbage til Hamiltons principper i en eller anden form. Denne tendens kan vise sig som en afgørende faktor i den nuværende situation. Hamiltons principper blev atter taget i anvendelse under den amerikanske borgerkrig, da Henry Carey rådgav Abraham Lincoln i forbindelse med udstedelsen af de berømte "greenbacks", som Unionen finansierede krigen med. Og som en reaktion på den store depression i begyndelsen af 1930'erne blev de hamiltonske principper atter taget i brug. Det var udstedelsen af massive statslige kreditter, kombineret med statsstøtte til genopbygningen af nøgleindustrier og ansættelsen af ledig arbejdskraft i store statsfinansierede infrastrukturprojekter, der bragte USA ud af depressionen.
Etableringen af Finansieringsselskabet til Genopbygning, RFC (Reconstruction Finance Corporation), i januar 1932 afspejlede den finansielle side af den hamiltonske tradition. RFC blev etableret som en slags bankinstitution i lighed med de store handels- og investeringsbanker. Dog med den undtagelse, at den fungerede som en repræsentant for den amerikanske regering. Den var autoriseret til at udstede pengesedler, obligationer og andre gældspapirer, alle med garanti fra den amerikanske stat. Oprindeligt med en øvre grænse på 500 millioner dollars, men i løbet af nogle måneder steg den til 2.300 millioner dollars. Det var mere end en tredjedel af alle penge i omløb på daværende tidspunkt. Finansministeren var autoriseret til, hvis RFC ønskede det, at overtage enhver af RFC's forpligtelser. De penge, der på denne måde blev tilgængelige for RFC, blev udlånt direkte til jernbaner, banker og firmaer, og gennem landbrugsministeriet til landbrugssektoren, der led gevaldigt under depressionen.
Alt dette skete naturligvis under voldsomme protester fra Den føderale Bank, som siden sin etablering i 1913 havde fungeret som Wall Streets og finanshusenes lydige repræsentant. Føderalbanken kom i denne periode under streng kontrol fra finansministeriet.
Etableringen af Tennessee Valley Authority, TVA, i 1933 er et godt eksempel på den anden, fysiske side af den hamiltonske genrejsningspolitik. TVA var et storstilet udviklingsprojekt med ca. 200.000 ansatte. Datidens største selskab. Over to årtier blev Tennesseedalen fuldstændig forvandlet. Der blev bygget 20 dæmninger til elektricitetsproduktion og overrisling. Enorme landbrugsområder blev elektrificeret, og den billige energi blev bl.a. anvendt til udvikling af den agro-kemiske industri, der i løbet af få år beskæftigede over en halv million mennesker. På trods af de enorme statslige investeringer i TVA, fik staten alle sine penge hjem igen, endda indtil flere gange, gennem en anseelig øgning i skatteindtægterne fra både privatpersoner og virksomheder som resultat af hele regionens enorme velstandsudvikling. Atter en bekræftelse på Hamiltons politik.
Det må dog tilføjes, at Roosevelts "New Deal" på ingen måde repræsenterede Hamiltons principper i sin oprindelige form. Men kombinationen af statsskabte kreditter sammen med en "dirigistisk" kanalisering af investeringer ind i områder og projekter, der førte til en øgning af økonomiens fysiske produktivitet, havde sin rod i den hamiltonske nationalbankspolitik.
Der er som regel to indvendinger mod de hamiltonske metoder. For det første, at de skulle være "dirigistiske", "interventionistiske" eller ligefrem "totalitære", fordi de griber ind i "de frie markedskræfter" og giver staten en enorm økonomisk magt. For det andet, at udstedelsen af "fiatkredit" til produktive investeringer skulle skabe inflation.
Hamiltons metoder indebærer ganske rigtigt en høj grad af statslig indgriben i økonomien. Men lad være med at fremmane et kommunistisk eller stalinistisk spøgelse. Det var Amerikas forenede Stater - "frihedens land" - der blev opbygget ved hjælp af beskyttende told og "dirigistiske", hamiltonske metoder. Det samme gælder med visse modifikationer alle andre industrinationer, inkl. Frankrig, Tyskland og Japan. Ja, endog selveste England, selv om de britiske thatcherister i dag elsker at prædike frihandel overfor andre.
For det andet kan man gøre sig den historiske iagttagelse, at en dyb økonomisk krise uundgåeligt ender med en eller anden form for regeringsindgreb. Spørgsmålet er ikke, om det vil ske, men alene hvilken form et sådant indgreb vil få. Her kan vi lære noget af Weimar-Tysklands tragiske historie. I 1931-32 blev der fremsat konkrete forslag til at redde den tyske økonomi gennem produktiv kreditskabelse og en række statslige investeringer i infrastrukturen. Forslagene kom fra industrimanden Heinrich Dräger og Wilhem Lautenbach, der var embedsmand i det tyske økonomiministerium. Forslagene fik støtte fra en række ledere i den tyske fagbevægelse. Men planerne blev skudt i sænk af et hylekor med Hjalmar Schacht i spidsen, der stemplede dem som "inflationære" og "uacceptable". Schacht var nær ven med chefen for Bank of England, Montagu Norman, og de angloamerikanske finanskredse bag Versailles-Traktaten var helt imod en genrejsning af Tyskland i det hele taget.
Ironien er naturligvis, at Schacht som Hitlers finansminister senere forsøgte at anvende lignende metoder til at skabe kreditter til finansiering af den nazistiske krigsøkonomi. Bl.a. gennem udstedelsen af de såkaldte MEFO-veksler. Forskellen var, at Lautenbach og Dräger ønskede at stoppe Hitler og redde Weimar-republikken. Schacht og hans angloamerikanske finansvenner ønskede at bringe Hitler til magten. Hitlers succes med at afskaffe massearbejdsløsheden og sætte gang i produktionen i naziregimets første år var helt baseret på programmer og ideer, som var tyvstjålne fra hans politiske modstandere. Med politistatsmetoder blev oprindelig produktionsorienterede planer omdannet til slavearbejdsprogrammer til krigsmobilisering. Udstedelsen af store mængder MEFO-veksler og andre kreditskabende foranstaltninger blev spildt på militærproduktion, og blev derfor ikke "betalt" tilbage gennem en sund værditilvækst i økonomien. "Tilbagebetalingen" kom i stedet i form af millioner af menneskers kød og blod.
Hvad angår inflation, er det helt afgørende, hvordan den ekstra "fiatkredit" anvendes. Det er en grundlæggende forudsætning for en fremgangsrig hamiltonsk politik, at nye penge kun sættes i omløb gennem lån og statslige investeringer, der umiddelbart afstedkommer en øget produktion af materielle værdier. Med andre ord, én ny dollar i omløb skal skabe en øgning i den materielle produktion i økonomien svarende til én dollar eller mere. Det betyder f.eks., at udstedelsen af nye penge ikke må anvendes til at dække statens løbende udgifter til administration eller til rent finansielle operationer. Før eller senere vil den nyudstedte pengemængde naturligvis ende i den samlede pulje af finansielle aktiviteter, og dermed øge den totale pengemængde, der er tilgængelig for såvel produktive som uproduktive formål. Det vigtige er, at den nyskabte kredit når at gennemløbe mindst ét kredsløb af udvidet fysisk produktion, inden den ender i den almene "pulje".
En lang række andre forholdsregler med hensyn til skat, told og rentesatser er også påkrævede, men de kan alle føres tilbage til det samme grundprincip.
I 30'ernes store depression var det let at sikre, at den nyudstedte kredit bevirkede en umiddelbar realøkonomisk udvidelse. Der var dengang en kolossal mængde ubeskæftiget arbejdskraft og underudnyttet produktionskapacitet, som omgående kunne sættes i arbejde.
Det er mere interessant at studere brugen af hamiltonske metoder, når en sådan pulje af uudnyttet kapacitet ikke er til stede. I så fald bliver den fysiske udvidelse en direkte funktion af det videnskabelige og teknologiske fremskridt, der hele tiden gør nye ressourcer tilgængelige, og skaber nye "frihedsgrader" for den produktive aktivitet. Den hamiltonske politik er derfor uløseligt sammenknyttet med at fremme uddannelse og videnskabelig forskning, og med statsstøttede projekter - f.eks. højteknologisk infrastruktur, udforskning og kolonisering af rummet, udvikling af kernekraft osv. - som accelererer det teknologiske fremskridt og fører til "indsprøjtning" af nye teknologier i økonomien som helhed.
Hamiltonsk finansiering af Den eurasiske Landbro
Etableringen af Den eurasiske Landbro er en så gigantisk opgave, at en statslig finansiering bliver en simpel nødvendighed, hvis projektet overhovedet skal realiseres. Med baggrund i de historiske fortilfælde, vi her har skitseret, er det kun naturligt, at det bliver den hamiltonske metode, der skal finansiere hovedparten af de utallige projekter, som landbroen indebærer.
Ved et typisk projekt i f.eks. Asien, vil der være en lille, men vigtig, mængde højteknologiske produkter, som skal importeres udefra. Denne import skal betales med lavtforrentede, langfristede lån. Ellers bør hovedparten af det udstyr og de materialer, der anvendes til de nationale projekter, leveres af landenes egne industrier, ligesom arbejdskraften skal komme fra den nationale arbejdsstyrke. Til finansiering af de nationale projekter må de en-kelte landes kredit- og banksystemer reorganiseres i overensstemmelse med de beskrevne hamiltonske principper. Alene i den indledende fase vil landbroprojektet som helhed kræve en kreditudvidelse på adskillige billioner dollars.
"Men skaber det ikke inflation?" lyder atter det nervøse spørgsmål. Svaret er det samme som før: Det afhænger af, hvad disse nye kreditter anvendes til. Der er intet lettere end at skabe penge. Hver eneste dag skaber centralbanker verden over gigantiske mængder af penge. Desværre gør de det ikke for at øge produktionen af reelle værdier. Disse penge går næsten udelukkende til næring af spekulation og vækst i ikke-produktive ydelser. Hertil skal så lægges de billioner af dollars i kunstige kreditter, som den vestlige verdens finanssystem skaber i forbindelse med derivatboblen. Denne ukontrollerede spekulationsbaserede kreditekspansion skal stoppes, og bemyndigelsen til at udskrive og kontrollere kreditter må lægges tilbage til de suveræne regeringer. Der skal genetableres en sammenhæng mellem udskrivningen af nye kreditter og skabelsen af nye materielle værdier.
Derfor må de fleste landes centralbanksystemer ændres radikalt. De nuværende centralbanker, inkl. den amerikanske Føderalbank, må omdannes til nationalbanker, der kan forestå skabelsen af produktive kreditter, som sikrer en reel forøgelse af nationaløkonomien baseret på videnskab og nye teknologier.
De forskellige landes regeringer bemyndiger dernæst de nyetablerede nationalbanker til at udstede en pengemængde, der maksimalt modsvarer den øgede beskæftigelse og produktion, som regeringens økonomiske politik har til hensigt at tilvejebringe. I vores tilfælde vil hovedinstrumentet til at øge beskæftigelsen og produktionen være en række store infrastrukturprojekter. Til det formål udlåner nationalbanken den netop skabte pengemængde i form af lavt forrentede lån, de fleste langfristede, via to kanaler.
For det første udsteder nationalbanken kreditter til de myndigheder, som er ansvarlige for projekterne. De kan så betale for udstyr, materialer og arbejdskraft til selve byggeprojekterne (f.eks. jernbaner, kanaler og kraftværker) samt betale de private og offentlige underentre-prenører, som har fået kontrakter på forskellige dele af arbejdet.
For det andet udsteder nationalbanken lavt forrentede kreditter til industrivirksomheder, som producerer udstyr og materialer til infrastrukturprojekter, for at hjælpe dem til at udvide og modernisere deres aktiviteter. Det sker både direkte og gennem deltagelse i lån, der udstedes via det private banksystem.
Denne form for kreditgivning vil skabe en strøm eller kæde af øget produktion og beskæftigelse. For at illustrere hvorledes det fungerer, kan vi forestille os etableringen af en jernbane, der finansieres via finansloven og øremærkede kreditter fra nationalbanken. En del af pengene, f.eks. 40%, udbetales som løn til arbejderne, 50% bruges til anskaffelse af jern, beton, entreprenørmaskiner, brændstof etc., og 10% går til forskellige faste udgifter. De 50%, som anvendes til materialer og maskiner, går til industrivirksomheder i form af ordrer fra det statsforetagende, der står for projektet. Disse penge skaber så et nyt kredsløb af produktion og beskæftigelse. En del af beløbet går til industriarbejdernes lønninger, en del går til anskaffelse af råvarer, halvfabrikata og udstyr, en del til faste udgifter, og den sidste rest er så firmaets fortjeneste. Ved hjælp af skatteregler og forskellige reguleringer sikrer vi os, at det meste af fortjenesten bliver geninvesteret i form af forbedringer af udstyr og teknologi.
De øgede indkøb fra firmaer, som leverer udstyr og materialer til infrastrukturprojekterne, skaber så igen et nyt kredsløb af produktion og beskæftigelse osv. Det samme gælder på en lidt anden måde for den øgede beskæftigelse. Disse lønninger går primært til at tilfredsstille husholdningernes materielle behov - til mad, tøj, husholdningsartikler, energi, osv., som hovedsageligt produceres i landbrugssektoren og forbrugsvareindustrien. Disse sektorer stimuleres gennem det øgede forbrug i husholdningerne, og det skaber yderligere produktion og beskæftigelse i industrierne, der leverer disse varer, osv.
Vi kan altså følge den nye kredits vej gennem kæden af produktion og forbrug. Pengene bevæger sig den ene vej, og varerne og arbejdet den modsatte vej.
Her kommer så det afgørende punkt: Ved at anvende nationalbankskabte kreditter til finansieringen af infra-strukturudvikling og lignende produktive forbedringer frembringer man en stigning i økonomiens totale fysiske produktion, som er større end den pengemængde, der sættes i omløb. Hvor kommer denne ekstra rigdom fra?
For det første øges produktionen, når kreditgivningen anvendes til at beskæftige arbejdskraft og produktionsressourcer, der ellers ville være ledig eller underudnyttet. For nærværende er der enorme mængder af sådanne reserver, især i de kriseramte industriområder i Vest- og Østeuropa, SNG-landene, og blandt den kronisk underbeskæftigede arbejdsstyrke i de fleste udviklingslande.
For det andet anvendes infrastrukturprojekterne til at kanalisere den store kapitalstrøm over i en modernisering af vigtige dele af industrien. Det gøres ved at sikre, at det nye udstyr, som anskaffes i forskellige faser af denne "produktionskaskade", er på et højere teknologisk niveau end den foregående generation af udstyr. Hermed hæves det almene teknologiske niveau i økonomien og dermed også arbejdskraftens fysiske produktivitet.
For det tredje skaber de store infrastrukturinvesteringer en betydelig stigning i behovet for højteknologiske kapitalvarer, og det accelererer introduktionen af nye videnskabelige og teknologiske gennembrud i produktionen.
De nævnte resultater skabes alle i processen af at opbygge infrastrukturen, så de træder i kraft med det samme. Derefter kommer så effekten af selve infrastrukturforbedringerne, efterhånden som de bliver færdige, hvilket igen øger økonomiens produktivitet i sin helhed.
Resultatet af alt dette er en accelererende tilvækst i økonomiens produktion af reelle materielle værdier. Det er denne tilvækst, som delvis kommer tilbage til staten i form af øgede skatteindtægter, og som "tilbagebetaler" den oprindelige investering og de kreditter, nationalbanken udstedte til staten.