Temahæfte-ekstra, marts 1996:

HVAD ER FYSISK ØKONOMI?


Videnskaben bag fysisk økonomi blev grundlagt af Gottfried Wilhelm Leibniz (1644-1716). I det 19. århundrede blev videreudviklingen forbundet til navne som Alexander Hamilton, Friedrich List, Charles Dupin og Henry Carey. Den ledende fortaler for fysisk økonomi i dag er den amerikanske økonom Lyndon LaRouche. Denne artikel beskriver nogle af begreberne bag fysisk økonomi og belyser den praktiske betydning af udviklingen af infrastruktur. For en mere dybtgående gennemgang kan LaRouches lærebog, "So You Wish to Learn all about Economics", anbefales.

af Jonathan Tennenbaum. phD

Fysisk økonomi involverer hele samfundsøkonomien, der betragtes som en levende organisk enhed. Pengemæssige værdikriterier har overhovedet ingen gyldighed. Den fysiske økonomi beskæftiger sig med faktisk aktivitet, materiel velstand og med udviklingen af den produktive arbejdskraft.

Fysisk økonomi adskiller sig dermed fuldstændigt fra den "makroøkonomiske analysemetode" som de fleste førende økonomiske institutter, akademiske nationaløkonomer - inklusive de velkendte økonomiske vismænd - og indflydelsesrige institutioner som den Internationale Valutafond og Verdensbanken benytter sig af. Faktisk giver fysisk økonomi et svar på det tilsyneladende paradoks, som er opstået, hver gang de førende økonomiske eksperter i de seneste år har talt om "vækst" og "opsving", alt imens den reelle økonomi i virkeligheden er faldet fra hinanden.

En af de mest indlysende årsager skal findes i den udbredte anvendelse af rent pengemæssige størrelser, som f.eks. brutonationalproduktet (BNP), der har sin rod i, ikke bare vildledende, men helt falske kriterier for begrebet "økonomisk vækst". Hovedproblemet ligger i den kendsgerning, at man ved udregningen af BNP ikke skelner mellem produktiv og uproduktiv økonomisk aktivitet, altså mellem den egentlige frembringelse af nyttige materielle værdier og andre kilder til profit, som f.eks. handel med allerede eksisterende varer, turisme, spekulation i jord og fast ejendom, aktier og futures, prostitution og narkotikahandel. Som følge heraf er den økonomiske politik, der tilsyneladende er den "bedste", når det gælder BNP, ofte den, der skader den virkelige økonomi mest.

Fysisk økonomisk videnskab undgår denne basale fejl ved udelukkende at definere "økonomisk vækst" som den fortsatte øgning af samfundets evne til at oppebære en stadig større befolkningstæthed og et stadigt højere materielt forbrug pr. indbygger og pr. kvadratkilometer beboet areal. Med andre ord, det, vi skal måle, er hverken den pengemæssige profit eller produktion af varer som sådan, men snarere væksten i en økonomis potentielle befolkningstæthed. Groft sagt, hvad er den største befolkningstæthed som en økonomis fremherskende produktionsteknologi kan brødføde? Forholdet mellem stigningstakten i denne potentielle befolkningstæthed på den ene side og hastigheden af det teknologiske fremskridt på den anden udgør det centrale problem i fysisk økonomi.

I fysisk økonomi lader man stort set den pengemæssige side af økonomien ude af betragtning, når man foretager en nationaløkonomisk analyse, og i stedet koncentrerer man sig om de fysiske processer, hvormed befolkningens eksistensgrundlag opretholdes og forbedres. Ved første tilnærmelse behandler vi en nationaløkonomi som en samlet, integreret agro-industriel produktionsenhed.

Hvis vi ved hjælp af almindelige driftsøkonomiske analysemetoder undersøgte produktionskredsløbet i en økonomi ville vi afdække en grundlæggende forskel mellem en nationaløkonomi set som en samlet, historisk udviklende enhed og de underliggende, løbende industrielle processer. Denne forskel er afgørende, hvis man vil forstå hvorfor storstilet infrastrukturudvikling medfører økonomisk vækst.

I en termodynamisk analyse af enhver industriel proces - f.eks. energiproduktion - skelner vi mellem systemets samlede energi-gennemstrømning og det brugbare netto-energiudbytte. Naturligvis forringes dette nettoudbytte af forskellige former for energitab. På den ene side drejer det sig om tab, der optræder som "spildvarme" i en dampmaskine eller forbrændingsmotor. Hertil kommer også energiforbruget i forskellige processer, der ikke umiddelbart bidrager til systemets nyttige overskud, men som er nødvendige for dets funktion, som f.eks. elektriske eller pneumatiske styresystemer, belysning osv. På den anden side er der tab fra nedslidningen af systemets dele, udtrykt i vedligeholdelsesomkostningerne. Endelig er der også den gradvise udtømning af de "drivmidler", som systemet fungerer på.

En produktionschef, der følger termodynamikkens almindelige love, vil normalt kun se én mulighed for at øge systemets nyttevirkning, nemlig at øge maskinens effektivitet. Desuden er det muligt at øge udbyttet ved at reducere varmetabet, sænke vedligeholdelsesomkostningerne ved nedslidningen af de enkelte dele og spare på brændstoffet.

Ifølge den fysiske økonomis begreber forholder det sig helt anderledes. En økonomis faktiske "vedligeholdelsesomkostninger" inkluderer også den del af arbejdsstyrkens materielle forbrug, der umiddelbart er forbundet til produktion (V), såvel som omkostningerne ved at vedligeholde og forny maskinparken (C). På samme måde hører servicesektorens arbejds- og investeringsomkostninger under begrebet "spildvarme". Det inkluderer forskning, administration, sundhedsvæsen, militær og andre nødvendige statsfunktioner, samt rent tabsgivende og skadelige aktiviteter (alt sammenfattet i d). Det brugbare nettoudbytte finder man ved at trække forbruget i form af V, C og d fra den samlede fysiske produktion (T). Nettoudbyttet (S') - også kaldet det økonomiske nettooverskud eller "fri energi" - er altså:

S' = T - (C+V+d)

Hermed er vi nået til et afgørende punkt. Hvis vi betragter økonomien som en kompliceret maskine, der skal optimeres, kan nettooverskuddet S' kun øges ved at reducere de tab, der optræder som driftsomkostningerne C og V og udgiften d. Ifølge den mest almindelige økonomiske tankegang er det i sidste ende faktisk den eneste kilde til "profit". Ifølge John von Neumann er økonomien nemlig et "nulspil". Samme neomalthusianske tankegang fremføres i dag af Romklubben og magtfulde organer som Verdensbanken og FN. Neomalthusianerne benægter, at værdier kan skabes gennem menneskelig aktivitet; ud fra deres synspunkt kan økonomiske værdier i sagens natur kun "stjæles".

Undersøger vi imidlertid perioder med reel økonomisk vækst - dvs. længere historiske tidsintervaller, i hvilke den potentielle befolkningstæthed i enkelte lande, eller i menneskeheden som helhed, har været stadig stigende - finder vi et helt andet billede. Vi kan konstatere, at "nettoprofitten" S' faktisk er steget, men ikke ved at "tabet" i form af vedligeholdelses- og udgiftsomkostningerne C, V og d er formindsket. Faktisk det stik modsatte: Som Lyndon LaRouche har understreget, vokser alle disse "tabsfaktorer" endnu mere i en fremgangsrig økonomi. Faktisk er disse faktorers vækst en nødvendig forudsætning for vedvarende økonomisk vækst! "Tryllenummeret" består i, at det samlede udbytte T vokser hurtigere end de stigende udgifter C + V + d.

Grundlaget for dette usædvanlige forhold, der så åbenlyst strider imod de såkaldte termodynamiske love, skal findes i virkningen af grundlæggende videnskabelige opdagelser. Videnskabeligt fremskridt, der løbende omsættes i nye teknologier, medfører en stadig øgning af arbejdskraftens produktivitet, således at antallet af mennesker, der kan brødfødes indenfor et bestemt areal, gennembryder enhver forudantaget grænse. Selv antallet af tilrådighedstående ressourcer vokser efterhånden som ny teknologi åbner helt nye kategorier af anvendelige råstoffer. Udviklingen af kernekraft er et glimrende eksempel.

Skønt stadig mere energi og flere materielle værdier skal anvendes på maskiner og arbejdskraft, vokser udbyttet endnu hurtigere. Omvendt afhænger evnen til at udvikle ny teknologi og at udnytte videnskaben af en forbedring af arbejdsstyrken, som til gengæld er afhængig af en forbedring af uddannelsessystemet og sundhedsvæsenet, samt en stigende levestandard hos arbejdsstyrkens familier.

Reel økonomisk vækst opnås gennem stadig højere teknologiske niveauer i de på hinanden følgende produktions- og forbrugscykler. Energi- og varegennemstrømningen, som i det ovenstående eksempel med en simpel industriel proces blev set som "tab", er nu i en økonomi, der undergår teknologisk fremskridt, en nødvendig forudsætning for vækst.

De grundlæggende forudsætninger for økonomisk vækst


Med sin oprindelige opdagelse indenfor fysisk økonomi formulerede LaRouche en række grundlæggende forudsætninger eller betingelser for reel økonomisk vækst. Nogle af disse grundforudsætninger er her beskrevet i en kort, sammenfattet form for at give en nøgle til forståelsen af den rolle, som infrastruktur spiller for økonomien.

1. Økonomisk vækst er defineret som den varige stigning i et samfunds potentielle befolkningstæthed, både målt i absolutte tal og pr. indbygger i den faktisk levende befolkning. Årsagen til denne stigning skal findes i omsætningen af grundlæggende videnskabelige gennembrud til ny teknologi, der ændrer samfundets produktive aktivitet.

2. Dermed vokser et samfunds samlede udbytte T, selv om udgifterne C, V og d fortsat vokser, både i absolutte tal, pr. indbygger og pr. kvadratkilometer beboet område.

3. Væksten i T, C, V, og d er underlagt følgende betingelser:

a) T/(C+V) vokser som et udtryk for et samfunds "fysiske bruttoprofit";

b) nettoprofitraten S'/(C+V) vokser, således at S'= T-(C+V+d);

c) "kapitalintensitetsraten" C/V vokser;

d) d/(C+V) vokser, i særdeleshed som følge af voksende udgifter pr. indbygger til sundhed, uddannelse og forskning.

4. Samtidigt må det fremherskende teknologiske niveau højnes som følge af udnyttelsen af videnskabelige gennembrud.

5. Energiforbruget i de forskellige kategorier af arealanvendelse skal stadigt øges, både i absolutte tal, pr. indbygger og pr. kvadratkilometer beboet område.

6. Desuden skal den tekniske kvalitet i energiforbruget vokse, som den afspejles ved en stigning i energiflukstætheden (J/m2s) eller i effekttætheden (W/m2) indenfor relevante arbejdsflader i produktionsprocessen.

7. Alle disse processer indebærer følgende ændringer i beskæftigelsesstrukturen:

a) den direkte beskæftigelse i landbruget vil gradvist mindskes og stabiliseres ved en "asymptotisk grænse" på 2-4% af den samlede beskæftigelse;

b) samtidigt overflyttes landlig beskæftigelse til arbejdspladser i byernes industrier;

c) andelen af industriarbejdskraft, der er beskæftiget ved kapitalvareproduktion vokser i forhold til den del, der er beskæftiget ved forbrugsvareproduktion.

d) antallet af beskæftigede ved videnskabelig forskning skal vokse.

8. Endeligt må uddannelses- og sundhedsvæsenet forbedres, både med hensyn til kvalitet og til fritidstilbud.

For virkeligt at få et begreb om denne "anti-entropiske" proces bag økonomisk vækst, må man forstå omfanget af de her nævnte forandringer som et samlet "økonomisk virkningskvantum". I sidste ende afhænger dette samlede virkningsprincip af befolkningens kreative åndsevner, med hvilke de videnskabelige gennembrud frembringes, udbredes og assimileres.

Betydningen af infrastrukturtæthed


Det er afgørende for de nævnte grundbetingelser, at der både er en stadig vækst i den producerede og forbrugte energi pr. indbygger og pr. kvadratkilometer, og en stigning i teknologiens krafttæthed. Begge opnås f.eks. gennem vor udviklingsprogram for den eurasiske infrastruktur (se Schiller Instituttets temahæfte nr. 1, maj 1995: "Store projekter til genopbygningen af den globale fysiske økonomi"), i særdeleshed takket være en hurtig udbredelse af kernekraft, gennem en masseproduktion af modulære reaktorer. Vi foreslår f.eks., at Kina over de kommende 50-100 år opbygger 1000 nye storbyer, der alle skal have deres energi leveret af kernekraftværker.

Med hensyn til handel og transport, gælder der helt tilsvarende betingelser som for energi. Økonomisk vækst forudsætter en stigning i transporttætheden målt som:

a) Personkilometer og tonkilometer pr. tidsenhed, pr. indbygger og pr. kvadratkilometer område.

b) Værdi-tonkilometer pr. indbygger og pr. kvadratkilometer må vokse hurtigere end antallet af tonkilometer.

c) Samtidigt må transportsystemets kapacitet i forhold til dækningsarealet vokse. Det svarer til krafttæthedsbegrebet og er en funktion af det teknologiske fremskridt.

Disse og lignende krav er baggrunden for vores forslag til et integreret eurasisk jern- og magnetbanesystem. Lignende tæthedskriterier kunne også opstilles for vandforsyning, kommunikationssystemer m.v.

Tæthedsfunktionens rolle i udviklingen af infrastruktur og økonomi bliver tydeligere, når man sammenligner energiforbruget pr. individ og pr. kvadratkilometer i nationaløkonomier med tilsvarende teknologiske niveauer og levestandard men med forskellig befolkningstæthed. Se på følgende tal fra 1983:

Man ser tydeligt det omvendte forhold mellem befolkningstætheden og energiforbrug-pr.-indbygger. For at opretholde en gennemsnitsamerikaners levestandard, som i modsætning til myterne faktisk er langt lavere end i Tyskland, må USA anvende næsten dobbelt så meget energi, fordi den amerikanske økonomi er langt mindre tæt, langt mere udspredt og dermed relativt set mindre effektiv end f.eks. den tyske. Personer og gods må transporteres over langt større afstande osv. Det var lignende årsager, der førte til Sovjetunionens sammenbrud, hvor man havde iværksat en ekstremt ekstensiv økonomisk ekspansion. I modsætning hertil, gennemførte man i Europa en bemærkelsesværdig økonomisk og kulturel udvikling, alt imens den økonomiske aktivitet forblev særdeles intensiv.

Jo større befolkningstæthed, jo tættere energitilførelse, transport osv, jo billigere bliver det at producere de nødvendige midler til at opretholde en bestemt levestandard og tilvejebringe produktionen. Det medfører igen, at befolkningstætheden og den økonomiske aktivitet stiger yderligere. På den anden side er det kun muligt at intensivere de økonomiske aktiviteter på denne måde, hvis der sker teknologiske fremskridt.

Det er dette princip, der ligger bag økonomisk vækst og den rolle, som byer siden de allertidligste tider har spillet som centre for kulturel og videnskabelig udvikling. Det faktum, at byernes blotte eksistens under gunstige forhold gør landdistrikterne langt rigere og blomsterende, står i skarp kontrast til påstanden om, at byer kun lever på bekostning af landregionerne. Det samme gælder den rolle, som de befolkningstætte transportkorridorer spiller i vor eurasiske infrastrukturalliance.