Schiller Instituttets foretræde for Folketinget om fødevarekrisen

Den 22. maj 2008 havde en delegation under ledelse af formanden for Schiller Instituttet i Danmark, Tom Gillesberg, foretræde for Folketingets Udenrigsudvalg. Emnet var opfordringen fra Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, om at sætte fødevarekrisen og behovet for en at fordoble verdens fødevareproduktion, på dagsordenen ved FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO's topmøde i Rom den 3.-5. juni. Seks dage senere, den 28. maj, var det så Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der fik et lignende besøg.

Ved foretrædet for Udenrigsudvalget indledte formand Gitte Seeberg med at fortælle, at fødevarekrisen allerede var et emne, der optager Folketinget meget, og at hun selv forventede at være blandt de danske deltagere på FAO's konference i Rom. Derefter holdt Tom Gillesberg nedenstående tale (med enkelte afvigelser) under stor opmærksomhed fra de fem tilstedeværende folketingsmedlemmer. Efter talen følger en beskrivelse af den efterfølgende diskussionen i Udenrigsudvalget og senere i Udvalget for Fødevare, Landbrug og Fiskeri. Nederst på siden er alle bilagene.

Talen som tekst

Tale af Tom Gillesberg, formand for Schiller Instituttet i Danmark, til Schiller Instituttets foretræde for Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri den 28. maj 2008.

Fødevarekrisen kræver handling nu!

Tom Gillesberg gengiver sin tale til Udvalget for Fødevare, Landbrug of Fiskeri.

Tak fordi vi måtte komme med så kort varsel.

Vi står midt i et sammenbrud af det globale finanssystem. Verden mangler mad og hyperinflationslignende fødevareprisstigninger har gjort helt basale fødevarer utilgængelige for mange fattige mennesker. Der er en akut fødevarekrise. På trods af at formanden for FN's fødevare- og landbrugsorganisation FAO slog alarm for et halvt år siden, er krisen indtil for nylig blevet holdt ude af mediernes søgelys. 40 lande har allerede oplevet fødevareoptøjer og ifølge Den Asiatiske Udviklingsbank er en milliard mennesker i Asien allerede alvorligt truet af hungersnød. I Afrika, Latinamerika og andre steder, ser yderligere en milliard mennesker samme skæbne i øjnene.

Den 3.-5. juni er der FAO-topmøde i Rom. Det skulle have diskuteret klima­forandringer og bioenergi, men i lyset af den akutte accelererende globale fødevarekrise har Schiller Instituttets internationale formand, Helga Zepp-LaRouche, iværksat en global kampagne for at diskutere fødevarekrisen i stedet^[i]. Både de hurtige umiddelbare tiltag, der kan afbøde de værste af fødevarekrisens effekter, og et program, der kan fordoble den globale fødevareforsyning og sikre, at vi både kan brødføde den nuværende befolkning og de ni milliarder mennesker, som FN anslår vi vil være i 2050. Med den tilgængelige teknologi vi har i dag, er der ingen grund til at mennesker dør på grund af underudvikling, sult og fejlernæring. Det har Schiller Instituttet hævdet siden sin oprettelse og fremført med fornyet styrke, siden den amerikanske økonom og tidligere demokratisk præsidentkandidat Lyndon LaRouche startede sin Mad for Fred-kampagne i 1988.

Årsagen til fødevarekrisen

Det mest uhyggelige ved fødevarekrisen er, at den ikke er resultatet af klima­forandringer eller uforudsigelige naturkatastrofer, men af en forfejlet malthusiansk politik. Den globale tilgængelighed af de livsnødvendige fødevarer er blevet reduceret, så de nu danner grundlag for den seneste spekulationsboble på finansmarkederne. Spekulanter tjener enorme beløb på at true milliarder af mennesker på deres liv og eksistens. Hvor mange mennesker skal dø, før vi griber ind?

De populære bortforklaringer på fødevarekrisen, som når medierne siger, at den skyldes en fejlslagen høst i Australien og at inderne og kineserne er begyndt at spise mere, eller når Verdensnaturfondens grundlægger prins Philip hævder, at krisen skyldes overbefolkning, er kynisk manipulation. Ser man på den globale kornproduktion per person over de seneste 50 år, frem til slutningen af 1980'erne, er det tydeligt, at samtidigt som befolkningstallet steg, øgedes produktionen langt mere, fordi den ikke blev overladt til det ”frie” marked, men blev prioriteret med programmer for national fødevareselvforsyning, øremærkede kreditter til landbrugsinvesteringer og produktionspriser for landmændene.^[ii]

Siden slutningen af 80'erne er det gået den anden vej. Det har været resultatet af et skifte i den overordnede økonomiske og handelsmæssige politik. Fødevarelagre blev pludseligt omdøbt til overskudslagre, som skulle fjernes hurtigst muligt. Landmænd blev betalt for at producere mindre frem for mere. Gennem GATT og senere Verdenshandelsorganisationen WTO blev verdens lande tvunget til at fjerne nationale beskyttelsesordninger for deres landbrug og erstatte forsyningssikkerhed med de ”frie” markedskræfter. Landmændene blev dårligere betalt mens multinationale fødevare­giganter havde kronede dage. Samtidigt gennemtvang Den vestlige Verden, bl.a. gennem IMF og Verdensbanken, at fattige gældsatte lande skulle erstatte deres produktion af mad til hjemmemarkedet med underbetalte eksportafgrøder, der kunne skaffe indtægter til afdrage på gælden. Uanset faren for fødevareforsyningen.

I miljøets navn sænkede man landbrugets produktivitet gennem restriktioner på gødning og sprøjtemidler, og der blev indført braklægningsstøtte, der kunne nedbringe den såkaldte ”overproduktion”. I de seneste år blev vanviddet så fuldbyrdet med beslutningen om at støtte produktion af biobrændsel fra majs og korn. Alene i 2007 blev majs og korn, der kunne have brødfødt 130 millioner mennesker i et helt år, lavet til bio-ethanol^[iii]. Det er, hvad FN’s særlige rapportør for ”ret til føde”-programmet har kaldt ”en forbrydelse imod menneskeheden” – et emne Egyptens præsident Mubarak har fortalt, at han vil tage op på FAO’s møde i Rom.

De seneste 25 års malthusianske politik – i ”miljøbevidsthedens”, globaliseringens og frihandlens hellige navn – er altså årsagen til den fødevarekrise, som nu truer menneskeheden.

Løsningen til fødevarekrisen

Ligesom det var en forkert international politik, der har skabt denne fødevarekrise, så er det også en ændret international politik, der kan løse den. Derfor opfordrer Schiller Instituttet Folketinget og den danske regering til at handle på følgende punkter og få dem sat på dagsordenen ved FAO’s konference i begyndelsen af juni:

1. Fødevarehjælp og hurtig nødhjælp til finansiering af såsæd, kunstgødning og landbrugsmaskineri til fattige nationer, så vi øger fødevareforsyningen allerede næste høst.

2. Et omgående stop for brugen af fødevarer til biobrændsel, ophævning af braklægningprogrammer og en ny grøn revolution til øgning af landbrugs­produktiviteten.

3. Indgreb imod den globale spekulation i fødevarer og olie, der bærer hovedansvaret for den seneste tids kraftigt stigende fødevarepriser, samt etableringen af et nyt Bretton Woods-finanssystem inden det nuværende finanssystem bryder helt sammen, som foreslået af Lyndon LaRouche^[iv] og for nyligt fremført af den italienske finansminister Tremonti.

4. Nedlæggelse af WTO og genetablering af nationale og regionale programmer for fødevareforsyningssikkerhed inkl. sikring af produktionspriser til landmændene.

5. Programmer i fattige nationer for at øge fødevareforsyningen gennem investeringer i infrastruktur, fødevareindustri og vandprojekter.

6. Langsigtede investeringer i store infrastrukturprojekter som Den eurasiske Landbro, der vil reducere transporttiden, øge energiproduktionen og fremme udviklingen af underudviklede områder.

Danmarks ansvar

Danmark er et rigt land, der også er et landbrugsland. Alligevel har vi ladet os forblænde af den britiske liberalismes blålys og har været med til at propagere for afskaffelse af den form for økonomi og fødevarepolitik, der i efterkrigstiden sikrede stadigt flere mennesker mere mad på bordet. Vi har været med til at påtvinge verden en global frihandelspolitik, der har betydet, at det mest uundværlige for os mennesker – mad – er blevet reduceret til blot at være en handelsvare og et spekulationsobjekt. At spise sig mæt er en menneskeret og fødevarer må derfor ikke styres af smarte købmænd og grådige spekulanter.

Danmarks og Marianne Fischer Boels forsøg på at afskaffe resterne af EU's fælles landbrugspolitik, vil blot føje spot til skade gennem at yderligere forringe landmændenes kår og reducere fødevareproduktionen i EU. Erstatter vi egen fødevareproduktion med toldfri import fra fattige lande, vil vi ikke som hævdet forbedre deres situation, men blot sørge for at landmænd i ulandene, der burde producere mad til deres lokale marked, producerer til os i stedet og efterlader flere sultne maver i Afrika, Asien og Sydamerika.  Vi må i stedet øge vores produktion gennem at genetablere produktionspriser i EU og samarbejde med det strategiske partnerskab mellem Rusland, Kina og Indien ­– og forhåbentlig snart USA – om at forhindre en verdensorden baseret på en moderne version af Det britiske Imperiums politik og de deraf følgende konflikter og krige.

Danmark må gøre skaden god igen, ved at sørge for, at vi i stedet for at bruge miljøargumenter til at lægge hindringer i vejen for den nødvendige produktion af mad, skaber en ægte grøn revolution med moderne videnskab og teknologi. Lad os erstatte de seneste årtiers malthusianske politik med en fordobling af verdens fødevareproduktion som det første skridt i en ny økonomisk verdensorden, hvor vi ved hjælp af videnskabeligt og teknologisk fremskridt giver alle mennesker fred, sikkerhed og velstand.

Tak for ordet.

Efterfølgende spørgsmål

Efter at Udenrigsudvalget havde hørt Tom Gillesbergs tale, var der tid til spørgsmål.

Lars Barfod fra det Konservative Folkeparti spurgte, om det var rigtigt forstået, at Schiller Instituttet er imod de hårde begrænsninger i landbrugets brug af kunstgødning og sprøjtegifte, og samtidigt for begrænsninger i den globale frihandel med fødevarer.

Tom Gillesberg bekræftede, at det er tilfældet, og at fødevarekrisen nødvendiggør en kraftig revision af den politik der er blevet alment accepteret gennem de seneste to årtier. Fødevarer er for vigtige til at være et spekulationsobjekt og må ikke køre efter "just-in-time"-princippet. Vi må sørge for, at der er en overproduktion af fødevarer, så der er mad nok til alle. Den skal så vidt muligt produceres lokalt rundt om i verden af landmænd, og de må have produktionspriser for deres produkter.

Tom Gillesberg tilføjede, at vi må handle nu. Dette er en nødsituation. Vi må erkende, at de seneste årtiers politik med frihandel etc. har været forkert og lave den om. De fleste af verdens lande blev i tiden frem til slutningen af 1980'erne selvforsynende med fødevarer gennem nationale programmer til støtte for landbruget. Selv et land som Haiti, hvor en del af befolkningen i dag forsøger at overleve gennem at spise tørrede lerkager (en klump ler tilsat lidt olie og salt), var faktisk selvforsynende med ris indtil Verdenshandelsorganisationen WTO gennemtvang en afskaffelse af Haitis beskyttelse af det lokale landbrug. I dag er Haiti, ligesom mange andre lande, dybt afhængig af import af ris til en pris, som man slet ikke kan betale. Vi må også have reservelagre og overproduktion i tilfælde af en større naturkatastrofe, som f.eks. et vulkanudbrud, der i et par år kunne begrænse solindstrålingen og drastisk sænke det globale høstudbytte.

Afslutningsvis spurgte Feride Gillesberg fra LaRouches Ungdomsbevægelse direkte Gitte Seeberg, om hun kunne sætte spørgsmålet om en fordobling af fødevareproduktionen på dagsordenen i Rom. Hun svarede, at det troede hun ikke. Tom Gillesberg understregede derfor en sidste gang, at det var en nødsituation, og at vi må handle nu.

Den 28. maj var det så Folketingets Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, der modtog Schiller Instituttets delegation og hørte ovenstående tale.

Ni folketingsmedlemmer fra seks af folketingets syv partier deltog ved foretrædet. Tina Nedergaard fra Venstre mente, at Schiller Instituttet bryder med mange gængse opfattelser, men var enig i kritikken af bio-brændsel. Hun ønskede at vide, hvorfor Schiller Instituttet ikke mener at de normale markedskræfter vil løse fødevareproblemet, når priserne på fødevarer nu stiger. Tom Gillesberg gjorde klart, at hvis vi overlader det til markedet at løse krisen vil mange mennesker dø. Vi kan ikke lade spekulanterne sætte dagsordenen og bringe verdens befolkning i fare. Derfor må regeringerne gribe ind og sikre den overproduktion af fødevarer, der gør, at alle kan få mad.

Schiller Instituttets formand gjorde det også klart, at fødevarekrisen er et resultat af et kanonbådsdiplomati fra den vestlige verden, der er blevet støttet af Danmark. Det har tvunget mange fattige lande til at afskaffe ordninger, der sikrede den nationale fødevareproduktion. Fødevarekrisen er skriften på væggen, og vi må erkende, at de seneste årtiers politik var forkert og erstatte spekulanternes magt med samarbejde mellem regeringer for at sikre den fremtidige fødevareproduktion.

Bjarne Laustsen fra Socialdemokratiet spurgte, om Schiller Instituttet mente, at vi blot skulle bruge flere sprøjtegifte og fortsætte med støtteordninger til landbruget. Gillesberg svarede at landbrug og fødevarer ikke bare er en handelsvare som alle andre, men noget folk skal have tilgang til og som derfor må beskyttes. Han fremhævede, at det er en meget udbredt opfattelse i Danmark, at hvis vi bare indfører frihandel for landbrugsvarer fra den fattige del af verden, så vil de få det meget bedre, men det er forkert. Det, de fattige lande behøver, er hjælp til at øge fødevareproduktionen og muligheden for at have toldmure og tariffer, der kan beskytte den lokale produktion imod dumpning af billige varer udefra - netop den form for protektionisme som WTO forbyder.

Tiden løb ud og Schiller Instituttet nåede ikke at svare på, om man skal rulle de mange indgreb imod landbrugets brug af kunstgødning og sprøjtegifte tilbage. Det medførte, at da delegationen forlod mødelokalet kom SF's Kristen Touborg ud og spurgte, hvad Schiller Instituttet mente om den sag.

Tom Gillesberg svarede, at vi selvfølgelig ikke skal skade naturen unødigt, men at menneskeliv må komme før miljøideologi, og at det er et stort problem, at så meget af miljøpolitikken ikke baseres på videnskab men blot følelser. Touborg mente, at det at beskytte fremtidens miljø må veje tungest. Feride Gillesberg fra LaRouches Ungdomsbevægelse spurgte ham derefter direkte, om han slet ikke ville lade sig påvirke af to milliarder menneskers nød. Jo, svarede han, men ikke på bekostning af mulig skade på naturen. Dermed kom han til at forsvare en del af den politik, der truer en stor del af verdens befolkning i dag.

I forbindelse med foretrædet talte Schiller Instituttet med udviklingsminister Ulla Tørnæs, der skulle i samråd i udvalget lige inden Schiller Instituttet havde foretræde. Hun fik Helga Zepp-LaRouches appel og Tom Gillesbergs tale. Det fik også Villy Søvndal, Helle Thorning Schmidt og en række andre folketingsmedlemmer delegation stødte ind i på sine besøg.

Alle medlemmerne af de to udvalg modtog inden Schiller Instituttets besøg materiale og dokumentation til uddybning af de standpunkter, der senere blev fremført. Det findes som bilag til talerne på Schiller Instituttets hjemmeside og kan også ses på Folketingets hjemmeside www.ft.dk, hvis man søger under Schiller Instituttet.

Efter foretrædet for Folketingets Udvalg for fødevarer, Landbrug og Fiskeri kom SF's Kristen Touborg ud for at få et ekstra svar.

Schiller Instituttets delegation efter foretrædet

Overheads der blev vist til talen